6 hurtige til Tinderbox' travle pressetalsmand
Morten Hopballe har haft en travl tid, som i weekenden kulminerede med afviklingen af festivalen
Hvordan synes du overordnet, Tinderbox 2016 gik?
"Helt fantastisk. Det er ganske enkelt fabelagtigt, at vi allerede efter år to kan kalde Tinderbox for en etableret festival."
Hvordan var det sammenlignet med sidste år?
"Først og fremmest var der mange flere mennesker, så derfor er det mere end glædeligt, at vi kunne holde samme høje niveau på maden, på toiletkøer og på afviklingen i det hele taget. Min oplevelse er, at folk har haft en fest og tog glade hjem fra Tusindårsskoven."
Hvad var den største succes?
"Publikum. De har været fantastiske, har opført sig nærmest eksemplarisk, og så har de skabt en fest til alle koncerterne. Jeg er også nødt til at rose de mange frivillige og de lokale restauratører, foreninger og uddannelsesinstitutioner – uden dem var der ingen festival."
Hvad kan gøres bedre næste år?
"Vi har jo kun lavet Tinderbox i to år, så vi drager masser af erfaringer undervejs. Vi kører med andre ord ikke på en rutine, og vi har lært vanvittigt meget om både pladsen og om publikums ønsker og behov i år. Blandt andet har vi lært, at pladsen uden problemer rummer 40.000, og at vi skal have endnu mere plads til cykelparkering."
Hvilken koncertoplevelse var den største for dig?
"Nu får jeg jo langt fra hørt al musik, men Volbeat og Suede står tilbage som de største oplevelser sammen med de for mig mindre kendte Band of Horses, Flogging Molly og The 1975."
Har festivalen givet dig lidt flere grå hår på hovedet?
"Nej, nærmere færre. Jeg er en meget, meget glad pressetalsmand."