Grænseoverskridende uddannelse
Et nyt projekt skal etablere dansk-tyske uddannelsestilbud med to ligeværdige eksamensbeviser
I Danmark søger mange unge under erhvervsuddannelse efter en passende virksomhed, hvorimod det i Tyskland er erhvervslivet, som har sværere og sværere ved at finde lærlinge.
Det er én af grundene til, at projekt 'STaRForCE – Strong Talents Ready For Crossborder Education' har som sin målsætning at etablere fælles dansk-tyske uddannelsestilbud med to ligeværdige eksamensbeviser.
Potentiale for samarbejde
”Dette projekt har gang i noget stort, og jeg er sikker på, at aktørerne vil nå de satte mål. Netop indenfor erhvervsuddannelsesområdet er der stadig en masse potentiale for det dansk-tyske samarbejde,” siger minister for justits, kultur og Europa i Slesvig-Holsten, Anke Spoorendonk.
Også den danske minister hilser det grænseoverskridende tiltag velkomment.
"Jeg glæder mig meget til at følge projektet og samarbejdet fremover. Jeg håber og tror på, at det kan være med til at styrke samarbejdet i grænseregionen endnu mere, og ikke mindst give endnu flere unge lyst til at tage en erhvervsuddannelse med internationalt udsyn og gode jobmuligheder", siger Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling.
Binational erhvervsuddannelse
Monica Hennigsen, som er dansker og under uddannelse som butiksassistent, har kunnet konstatere, hvilken helt praktisk og
personlig nytteværdi der kan ligge i en binational erhvervsuddannelse: "Den praktiske del af uddannelsen i Tyskland har
været meget inspirerende for mig; jeg har fået faglige erfaringer for livet og er kommet videre i min personlige udvikling.
Jeg ville til enhver tid gøre det samme igen."