Huen er fuld af gode oplevelser
Da årets første HHX-student i Aabenraa, Nicolai Petersen Russotti, for tre år siden skulle vælge den rette HHX-retning på IBC Aabenraa at søge ind på, trak Global Studies og de tre indlagte udlandsrejser i ham.
Global Studies forener merkantile fag som afsætning og international økonomi med masser af sprog, kulturforståelse og de nævnte tre rejser til Berlin, Kina og Australien.
”Global har været helt vildt fed, blandt andet på grund af rejserne, der har givet mig oplevelser for livet. Jeg ved jo ikke, om jeg får en chance for at opleve Kina og landets kultur igen. Jeg valgte netop Global Studies, fordi den retning så spændende ud og appellerede meget til mig. Jeg har desuden gået i en super god klasse, så jeg har valgt helt rigtigt,” siger 19-årige Nicolai Petersen Russotti fra Aabenraa.
Han sluttede sine eksamener af med karakteren 10 i erhvervsret, som han selv var positivt overrasket over.
Nu skal huen fejres som startskud for Nicolai Petersen Russottis sabbatår. Han skal have fundet et arbejde, inden han vil læse videre. Han forventer at gå i retning af medier og kommunikation – gerne som journalist. Han har skrevet lokalsport fra Aabenraa-egnen, så han har snuset til den verden, han sandsynligvis vil søge ind i.