Fortsæt til indhold

Sparer varme i hjemmet

Middelfart-projektet "Smart Energi i Hjemmet" viser varmebesparelse ved intelligent styring i hjemmet

Arkiv
Arkiv

Et af Danmarks største teknologiprojekter for intelligent styring af energiforbrug i boliger har nu fået den endelige evaluering af Statens Byggeforskningsinstitut.
Fra 2012 har næsten 200 boligejere i Middelfart Kommune bidraget til vidensudvikling ved at åbne deres hjem for projektet 'Smart energi i hjemmet'.
"Som forskere har vi fået helt nye indsigter i danskernes energiforbrug i typiske boliger. Borgerne i Middelfart har givet os uvurderlig viden og medvirket til et levende laboratorium for både nutidens og fremtidens energiløsninger. Dels kan vi nu dokumentere en gennemsnitlig varmebesparelse på syv procent i de deltagende boliger, dels en række meget interessante perspektiver med stor værdi for den grønne omstilling," udtaler forskningsleder Ole Michael Jensen, Statens Byggeforskningsinstitut, i en pressemeddelse.

Fra Bolius, Boligejernes Videnscenter, er adm. Direktør Ulrik Heilmann ligeledes begejstret.
"Det har været et pioner-projekt, og det har givet os muligheder for at rådgive og være i dialog med boligejerne på en helt anden måde, end man typisk griber energirådgivning an. Eksempelvis har vi kunnet analysere data i København, og så rådgive boligejerne i Middelfart vha. skype og andre teknologier," forklarer Ulrik Heilmann, der forudser at rådgiverbranchen i almindelighed vil benytte sig af pointerne og læringerne fra Middelfart-projektet.
Det er også lærings- og udviklingsdelen, der begejstrer Thorbjørn Sørensen, Teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune.
"Vi sætter pris på Realdanias filantropiske strategi, der sætter fokus på projekter, der skaber konkrete resultater, og samtidig er med til at løse komplekse og markante samfundsudfordringer. Det må man i høj grad sige, at projektet her i Middelfart har gjort. Forestil dig en energireduktion på syv procent i samtlige danske hjem. Ud over at reducere energiforbrug og dermed drivhusgasudledningen, så vil det inspirere resten af verden, hvis vi sætter turbo på teknologianvendelse i boligerne i Danmark," siger Thorbjørn Sørensen.
I Middelfart glæder borgmester Steen Dahlstrøm (S) sig over, at kommunen endnu en gang har været med til at levere viden og data, der kan bruges i en grøn omstilling.
"Projekt Smart Energi i Hjemmet er et, vi er rigtig stolte af. I Middelfart Kommune har vi i flere år arbejdet med den grønne omstilling, og hvordan vi kan bidrage, samtidig med at vi er en kommune i vækst. Vi fungerer i praksis som et levende klimalaboratorium, og vi deler aktivt viden og data, så det kommer alle til gavn. Det er det konkrete projekt et skoleeksempel på. Samtidig viser resultaterne en energibesparelse, der kan give anledning til politiske diskussioner om, hvordan vi kan være med til at udrulle den slags teknologier - på samme måde som eks. fjernvarme," siger borgmester Steen Dahlstrøm.