Shipping.dk overtager Århus-firma
Fredericia-virksomheden Shipping.dk overtager skibsmæglervirksomheden Rasmus Christensen Shipping ApS i Århus. “Det har længe været Shipping.dks ønske at udbygge og styrke vores aktiviteter i Århus. Vi har i den forbindelse haft kig på Rasmus Christensen Shipping,” siger direktør Søren Gran Hansen.
“Deres arbejde er forbundet med høj kvalitet og fokus på kunderne, hvilket er det samme, som vi gerne vil stå for. Jeg glæder mig til at kombinere vores styrker og se, hvor det kan bringe os hen,S iger han i en pressemeddelelse.
Rasmus Christensen Shipping ApS har været ejet og drevet af brødrene Lars Jørgensen og Claus Jørgensen. Lars har af personlige årsager valgt at træde tilbage, men vil være til rådighed for Shipping.dk i en overgangsperiode. Claus vil fortsætte sit virke hos Shipping.dk i Aarhus, hvor han i stillingen som Agency Manager vil være med til at sikre den fortsatte høje kvalitet i arbejdet overfor kunder og samarbejdspartnere.
”Lars har grundet personlige årsager i et par år haft ønsket om at drosle ned for at tage hensyn til sig selv. Det kan dog være svært i en tomandsvirksomhed, hvor arbejdstiden er 24/7/365. Da Shipping.dk tog kontakt til os for at diskutere en mulig overtagelse, valgte vi derfor at tage dialogen med dem. Overtagelsen er sket på en meget behagelig måde, og jeg er glad for, at Lars nu kan passe lidt bedre på sig selv, og at jeg får mulighed for at fortsætte arbejdet i en virksomhed, som jeg kan stå inde for,” siger Claus Jørgensen, medejer af Rasmus Christensen Shipping ApS.
”Mange af de kunder, som i dag betjenes af Rasmus Christensen Shipping ApS i Århus og andre havne, er kunder, som vi i Shipping.dk i forvejen kender og betjener i andre havne. Det er derfor vores forhåbning og forventning, at vi vil kunne holde fast i disse og yderligere udbygge vores samarbejde,” siger Søren Gran Hansen.