Tyve trængte til ny græsplæne
Arkiv
Politiet i Kolding fik en af de mere kuriøse anmeldelser i weekenden, da de blev kaldt ud til Comeniushaven i Christiansfeld.
Her kunne de nemlig konstatere, at ukendte gerningsmænd havde stjålet græsplænen. Plænen er lagt med rullegræs, og tyvene havde ganske enkelt formået at rulle plænen sammen og tage den med sig.
Politiet har ikke umiddelbart spor efter gerningsmændene, så hvis græsset rent faktisk pludselig er mistænkeligt meget grønnere ovre hos naboen, så hører politiet i Kolding gerne fra dig.