6 hurtige til Cirkus Trapez
Isabella Enoch. Cirkusdirektør. Aktuel med Cirkus Trapez. Optræder på Dyrskuepladsen 8., 9. og 10. juli.
Hvad kan folk forvente sig af forestillingen?
"Udover køerne, elefanten og andre dyr har vi musikalske klovne, et anmelderrost trylleshow, en smuk hulahopring-dame og en mexicaner, der hænger i tove."
Hvilke former for artisteri er en ko leveringsdygtig i?
"Vi har hele seks køer med i forestillingen, og publikum plejer at være meget begejstrede for dem. Køer kan det samme som heste, de er bare lidt langsommere. Det ser derfor både elegant og sjovt ud, når køerne svajer fra højre til venstre. Det er min søn, der står for at dirigere dem i manegen, og det er nok mest et grinenummer."
Hvordan pynter man en ko, så den er pæn nok til manegen?
"Vores muskuløse, sortbrogede køer er flotte nok i sig selv, så de får lov at optræde splitternøgne i manegen. De skal dog pyntes lidt, så vi er ved at sy nogle skinnende halsbånd til dem."
I kalder jeres cirkus et ”heldagscirkus”. Hvad betyder det?
"Det betyder, at vores cirkusplads er åben hele dagen og ikke kun under forestillingerne. Både børnehavebørn og familier er velkomne til at kigge forbi, se dyrene og købe en kop kaffe i vores cafe i løbet af dagen. Vi holder til på Dyrskuepladsen, og fra kl. 10 er der åben fortelt og hoppeborg til børnene."
Hvordan passer I på dyrene?
"Det er vigtigt for os, at dyrene har det godt. Vi har ekstra store indhegninger, så dyrene har masser af plads. Vi rejser mindre rundt og tilbringer længere tid på hver plads. Det giver dyrene mindre rejsestress."
Hvordan er det at være cirkusdirektør?
"Det er et sjovt og anderledes job men også lidt stressende med lange arbejdsdage. Hverdagen er meget afvekslende. Jeg kører lastbil, har kontorarbejde, svarer på emails og er også med i forestillingen. Man skal være alsidig, når man arbejder i cirkus.