Fortsæt til indhold

Cykl rundt med døden i hælene i dag!

Arkiv
Arkiv

Med Døden i hælene er titlen på Varde Biblioteks nye cykelkrimi for børn, der skal læses på 10 forskellige poster i Varde. Ruten indvies på Torvet i forbindelse med TV2 på Tour i dag klokken 14 af kulturminister Bertel Haarder, som vil læse det første afsnit af krimien højt og sende de første ryttere af sted fra Sydbank på Torvet.
Plottet er, at lillebror Karl har været mere end almindeligt dum og har indgået et væddemål med døden. Derfor må han og storebror Bo cykle rundt til en række historiske steder i Varde by i et kapløb med tiden. Alle læseheste i Varde har mulighed for at følge med på deres egen cykel, bevæbnet med en smartphone. så de kan tage billeder undervejs.

Krimien er skrevet af den lokale fantasyforfatter og bibliotekar Pernille Eybye, der har 23 udgivelser bag sig og blandt andet står bag serien Blodsøstre og en række letlæsningsbøger om De små monstre. Hendes stil er fyldt med gys, fantasi og ikke mindst overraskende slutninger.

Serien er tilpasset let øvede til øvede læsere, og er man deltager i bibliotekets læsekonkurrence for skoleklasser, Klassefighten, kan man tjene 20 sider ved at gennemføre ruten.
Krimien byder desuden på masser af lokalhistoriske fakta.
Fakta:
Deltagerne guides gennem ruten via QR-koder placeret på posterne. Den første post findes på Torvet i Varde. Krimien kan opleves til og med efterårsferien. Den anbefales til børn fra 2.-6. klasse, der cykler i selskab med voksne. Lydstudiet Ordlyd i Esbjerg har indlæst teksten til krimien. Den kan høres via en særskilt QR-kode, som findes på hver post.