Fortsæt til indhold

Mand brød ind i garage, gav naboen med skumslukkeren og stak af på blå damecykel

Arkiv
Arkiv

En temmelig aparte scene udspillede sig i går morges ved en villa på Spølrundevej i Kolding.
Her opdagede en nabo til villaen, at en mand var i færd med at bryde ind i et redskabsskur i huset ved siden af.
Derfor valgte naboen at gå over og konfrontere manden, men denne var ikke ligefrem indstillet på en snak om sit forehavende.
I stedet valgte han først at kyle en benzindunk efter naboen, og derefter tændte han en pulverslukker, som han sprøjtede naboen med, fortæller politiet i Kolding.
Det skabte tilsyneladende så meget forvirring, at det lykkedes for gerningsmanden rane forskellige ting til sig, inden han stak af på en blå el-damecykel.
Naboen kom ikke til skade ved episoden, og han gav efterfølgende et signalement af indbrudstyven.
Han beskrives som dansk af udseende, 30-35 år gammel og 175-180 centimeter høj. Han er spinkel af bygning, lys i huden og med kort rødt hår og kortklippet rødt skæg.
På gerningstidspunktet klokken cirka 08.10 bar manden en t-shirt med hvid skrift på brystet, oplyser politiet, som gerne hører fra folk, der har en idé om, hvem manden er.