Mød to af Hvidovres nye borgere
Blandt de flygtninge, der er kommet til Hvidovre, er en gruppe fra Eritrea
Hvorfor blev det Danmark, du endte i? - Mit mål var bare at finde fred, siger han på et relativt gebrokkent engelsk. Fithawi Eyob hører til et kristent mindretal i Eritrea, som igennem en årrække er blevet forfulgt af et muslimsk flertal i landet. I følge Dansk Flygtningehjælp flygter den største gruppe af asylansøgere fra Eritrea imidlertid pga. landets værnepligt og sanktioner i forbindelsen med værnepligten. Dertil er der en gruppe af asylansøgerne, som har været udsat for forfølgelse som følge af politisk eller religiøs overbevisning.
Vil gerne studere og arbejde
Fithawi Eyob går tre dage om ugen på sprogkursus på Vesterbro. Hjemmefra har han noget, der svarer til en studentereksamen og nu håber han, at han over tid kan komme til at studere i Danmark. En anden beboer i Bytoften er 30-årige Akebom Banta, der ligeledes kommer fra Eritrea. Akebom Banta ankom til Hvidovre i maj 2015, hvor han fik tildelt en midlertidig bolig i Belægningen. Grunden til at han er flyttet derfra nu, skyldes, at Hvidovre Kommunes arbejdsmarkedsafdeling, der tager sig af flygtningene i Hvidovre, har prioriteret, at Belægningen primært bruges til de flygtninge, der er kvinder eller kommer med børn. - Det er fint, at vi er flyttet. Der er ikke noget men, vi skal bare lige vænne os til det, siger Akebom Banta smilende. Akebom Banta er ligesom Fithawi Eyob kristen. Han taler ikke specielt godt engelsk, men mens vi taler veksler han mellem dansk og engelsk. Akebom Banta var landmand i sit hjemland Eritrea. Han dyrkede hovedsageligt majs og var glad for sit job og for at køre traktor. Uro i landet gjorde alligevel, at han besluttede sig for at flygte og det til trods for, at han har efterladt sin kone og barn. Hans datter er nu tre år og seks måneder og Akebom har aldrig set hende på andet end billeder og via internettet. Hvorfor endte du i Danmark? - Jeg ledte efter fred, men det er selvfølgelig meget svært at være væk fra min kone og datter, siger han. Også Akebom Banta går på sprogskole tre gange om ugen og han er ved at tage kørekort. - Jeg er god til at køre traktor, siger han og griner. Han håber derfor, at han snart kan finde et arbejde, så han kan komme videre i livet. - Min plan er, at når jeg er færdig med dansk-kurset, vil jeg finde et job. Hvilket som helst job.... Og så håber jeg, at min familie kommer, siger han.