Fortsæt til indhold

Bytoften er IKKE et asylcenter

Torsdag flyttede en ny gruppe flygtninge ind i Bytoften i Hvidovre

Arkiv
key

På de sociale medier har ibrugtagningen af bygningen på Bytoften været drøftet en del. Nogle frygter, at der vil komme uro i området, fordi der flytter flygtninge ind i bygningen. Begrundelsen er, tilsyneladende, at det er hvad man har erfaret fra asylcentre andre steder i landet. Det er imidlertid en misforståelse at tro, at der er tale om, at der etableres et asyl- eller decideret flygtningecenter i bygningen. - Der er stor forskel på et asylcenter og de her midlertidige boliger, fortæller Torben Tang Christensen, der er arbejdsmarkedschef i Hvidovre Kommune. I et asylcenter har beboerne endnu ikke fået asyl i Danmark. De flygtninge, der ankommer til Hvidovre, har derimod været igennem processen med asylcenter - en enkelt har ventet i helt op til syv år på at få færdigbehandlet sagen - og har således fået tildelt enten midlertidig eller permanent opholdstilladelse i Danmark. Dermed har de, efter Integrationsloven, krav på, at vi modtager dem. Det indbefatter desuden, at de får tilbudt en bolig, der i første omgang gerne må være midlertidig.

Politisk bred enighed

Både de midlertidige og de permanente boliger er imidlertid svære at tilvejebringe for Hvidovre Kommune. - Med den lave integrationsydelse, der nu er trådt i kraft, er det meget svært at finde en bolig, som flygtningene kan betale, fortæller Torben Tang Christensen. Som det også har været beskrevet tidligere i Hvidovre Avis, har der politisk været bred enighed om at anvende Bytoften til midlertidige boliger til flygtninge. Argumentet har været, at det var en billig og hurtig løsning af det umiddelbare boligproblem. Huset på Bytoften kan imidlertid ikke rumme alle de 43 flygtninge, som Hvidovre efter planen skal modtage i 2016. På grund af bygningens faciliteter er den pt. desuden kun egnet til, at der bor mænd i værelserne. - Vi har f.eks. en far med sin søn og en enlig kvinde blandt flygtningene. Der har vi prioriteret, at de skal bo på Belægningen i Avedørelejren. Det skyldes blandt andet badeforholdene her på Bytoften, fortæller Torben Tang Christensen. For selv om værelserne på Bytoften er relativt store, så skal beboerne deles om badefaciliteterne i kælderen, hvor der er installeret to brusekabiner og andre praktiske hjælpemidler. For at imødekomme den problemstilling er en lille håndfuld af de flygtninge, der hidtil har boet på Belægningen, således nu flyttet til Bytoften. Blandt nationaliteterne, der skal bo på Bytoften er blandt andet flygtninge fra Eritrea og fra Syrien.

En billig løsning

Løsningen med at placere flygtninge på Bytoften er med andre ord en nødvendighed. Dels koster det kommunen penge, at have flygtninge boende på Belægningen, dels var der ikke plads på det lokale hotel. Efter beregningerne har det kostet omkring 50.000 kr. at istandsætte Bytoften til formålet. Derfra kan trækkes et beløb, som kommunen kan få refunderet af en pulje, der skal tilgodese nogle af de udfordringer, som kommunerne oplever med at skulle huse flygtninge. Med ibrugtagningen af Bytoften betyder det, at der nu bor syv flygtninge på Belægningen i Avedørelejren.

I praktik efter 14 dage

Når flygtningene ankommer til Hvidovre, er det et lovkrav, at de skal ud i et praktikforløb efter senest 14 dage. Derfra skal de gerne videre til et regulært arbejde. Både sproglige- og uddannelsesmæssige barrierer står imidlertid i vejen. - Vi kæmper for at finde praktikpladserne, og heldigvis møder vi velvilje, siger Torben Tang Christensen. Praktikforløbet varer typisk fire uger, hvorefter der er en 6-ugers pause. Sideløbende går flygtningene på sprogkursus tre dage om ugen. Hvidovre Kommune har ikke på forhånd kendskab til, hvilke uddannelsesmæssige kompetencer de ankomne flygtninge har. De bliver derfor screenet ved ankomst. Den lave integrationsydelse for enlige, der svarer til en SU, og som trådte i kraft fredag den 1. juli, har endvidere betydning for både den enkelte flygtning og for Hvidovre Kommune. - Integrationsydelsen klemmer både kommunen og flygtningene, så de er desperate efter at finde et job. For kommunen betyder det desuden, at vi har svært ved at finde en permanent bolig, som de kan betale, fortæller Torben Tang Christensen.

Luft frem til og med august

I slutningen af hver måned modtager Hvidovre Kommune en melding om, hvor mange flygtninge, der ankommer i den næstkommende måned. Fredag var meldingen 0, og det betyder, at Hvidovre Kommune har fået luft i apparatet til at istandsætte resten af Bytoften, hvis der kommer et ryk ind i september. For de nuværende beboere i Bytoften er der desuden hjælp at hente hos en kommunal medarbejder, der er i huset på hverdage fra kl. 7-15. - Husets mentor er en daglig, social vicevært, der sørger for, at huset fungerer. Han sætter aktiviteter i gang og lytter til, hvilke behov der er, fortæller Torben Tang Christensen, der tilføjer, at Hvidovre Kommune desuden har et godt samarbejde med Venligboerne.