Fortsæt til indhold

LivredderPatruljen kommer til Rindby Strand

TrygFondens LivredderPatrulje besøger Rindby Strand 24. juli. Her giver livredderne gode råd om, hvordan man passer bedst på sig selv og andre på stranden

Arkiv
Arkiv

Der er aktiviteter for hele familien på Rindby Strand 24. juli, når LivredderPatruljen lægger vejen forbi stranden på Fanø.
Børnene får lov til at prøve livreddernes udstyr som livredder-praktikant, og sammen med forældrene kan de melde sig til livreddertesten, hvor de for eksempel skal padle på et rescueboard, deltage i en redningsaktion og kaste med redningskranse.
Siden 1998 har TrygFondens LivredderPatrulje hver sommer rejst rundt til de danske strande for at fortælle strandgæsterne om badesikkerhed og demonstrere, hvordan man færdes sikkert ved og i vandet.
"Vi prioriterer badesikkerhed meget højt og arbejder for at undgå ulykker på stranden. For at give børn og voksne gode strandvaner forsøger vi derfor at involvere strandgæsterne i nogle lærerige aktiviteter. Med vores Livreddertest kan børnene på en sjov måde sammen med forældrene lege gode vaner ind og blive mere fortrolige med, hvordan man færdes sikkert ved og i vandet," fortæller René Højer, programchef for sikkerhed i TrygFonden, i en pressemeddelelse og fortsætter:
"I anledning af det forestående OL har vi i år en fysisk test, hvor man kan prøve, om man kan være lige så hurtig som fx svømmeren Lotte Friis eller windsurferen Sebastian Fleischer. Så alle interesserede må endelig komme forbi og få en god oplevelse med LivredderPatruljen."
LivredderPatruljen er en del af TrygFonden Kystlivredning, der har ca. 200 specialuddannede kystlivreddere, som passer på badegæsterne på 36 strande og havnebade i Danmark.