Fortsæt til indhold

Internationalt gennembrud !

Hvidovre-løberen Abdi Hakin Ulad sensationel 5’er til EM halvmaraton

Arkiv
sport@hvidovreavis.dk

Abdi Hakin Ulad lagde friskt fra start og lå allerede i top 10 efter 5 kilometer, hvor hans mellemtid på 14.31 minutter indikerede en forbedring af den danske rekord på 1.01.55 timer. Herefter faldt tempoet gradvist i hele feltet, men for hver 5 kilometer kunne Abdi Hakin Ulad avancere en enkelt plads. - Jeg er rigtig tilfreds med mit løb i dag, og placeringsmæssigt var det mere, end jeg havde drømt om. Det var en teknisk meget svær rute med mange sving og små stigninger over de mange kanaler, men det passede mig ganske fint med de mange små accelerationer. Jeg var rigtig træt efter 16 kilometer, men kunne se løbere foran mig i endnu større krise, så jeg gik "all in" på de sidste kilometer, og det gik jo ganske godt, sagde en rigtig glad og tilfreds Adbi Hakin Ulad efter løbet. Også træner Leo Madsen var meget tilfreds, men også urolig undervejs: - Jeg var lidt nervøs ved det hurtige udlæg, men Abdi havde heldigvis benene til det i dag, og han var mindre mærket end mange af konkurrenterne. Vi havde drømt om måske en top 8, så en 5. plads er fantastisk tilfredsstillende, og giver masser af motivation i den videre proces frem mod OL i Rio om 6 uger... Også Hvidovre AM’s Sportschef, Michael Bruun Jepsen, der live kommenterede løbet på DR3 var glad efter løbet: - Fantastisk præstation af Abdi i dag. Han får sit absolutte internationale gennembrud og formår at lægge en masse internationale topnavne bag sig på resultatlisten. Og med den meget svære tekniske rute og den høje luftfugtighed, var det høj, høj klasse at løbe 1.03 timer i dag. Det er ikke for meget at sige, at vi er super stolte over dagens præstation... Efter i dag går turen kortvarig retur til Danmark, hvorefter tiden frem til OL i Rio de Janeiro lyder på højdetræningslejr i Etiopien sammen med nogle af verdens allerbedste langdistanceløbere, hvor startskuddet til mændenes maraton lyder søndag den 21. august kl. 9.30 om morgenen. Men inden da står den på hård træning i det etiopiske højland med træningsuger med et løbepensum op til 220 km om ugen. Man kan ikke sige, at Hvidovre og Danmarks nye løbestjerne, Abdi Hakin Ulad, kommer let og ubesværet til sin succes, men derimod ligger der et stort og dedikeret træningsarbejde bag.