Fortsæt til indhold

Sådan påvirker PostNord Danmark Rundt trafikken

Når PostNord Danmark Rundt kommer til Esbjerg er det nødvendigt at begrænse trafikken med afspærrede veje og parkeringsforbud på rundstrækningen i midtbyen.

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

Der er lagt op til en kæmpe cykelfest, når Esbjerg onsdag 27. juli er målby for 1. etape af PostNord Danmark Rundt 2016. Men sammen med cykelfesten følger også en del trafikale udfordringer.
Efter en tur rundt i en stor del af kommunen slutter cykelrytterne etapen af med tre omgange på en rundstrækning i Esbjerg midtby, og for at skabe de bedst mulige rammer om cykelløbet etablerer Esbjerg Kommune i samarbejde med Syd & Sønderjyllands Politi en række begrænsninger af trafikken.
Den 3,5 kilometer lange rundstrækning går ad Havnegade, Jernbanegade, Skolegade, Englandsgade, Nørregade, Strandbygade, Stormgade, Toldbodvej og Hulvejen, og i tidsrummet fra klokken 16.45 til 18, hvor feltet forventes at køre på rundstrækningen, vil gaderne være spærret for trafik.
I samme tidsrum vil det kun i begrænset omfang være muligt at krydse gaderne på rundstrækningen, og ventetid må forventes.

Kommunen håber på forståelse

Havnegade er central for cykelløbet, og det er også her, cykelrytterne kæmper om at komme først over målstregen ved Musikhuset Esbjerg. Havnegade vil derfor være afspærret den dag fra klokken 8 til 20.
For at sikre passage for cykelrytterne i gaderne på rundstrækningen vil der også onsdag 27. juli klokken 12 til 20 være parkeringsforbud, som omfatter Havnegade fra Smedegade til Jernbanegade, Englandsgade fra Skolegade til Nørregade, Nørregade fra Englandsgade til Strandbygade, Strandbygade fra Nørregade til Stormgade og hele Hulvejen.
Ulovligt parkerede biler vil blive fjernet for ejerens regning, oplyser Esbjerg Kommune.
”Vi håber på forståelse fra både borgere og virksomheder i Esbjerg og publikum til cykelløbet, og gør alt, hvad vi kan, for at minimere generne ved PostNord Danmark Rundt 2016, så vi kan fokusere på den gode stemning og en positiv oplevelse for alle,” siger Villy Grøn, eventmanager i Esbjerg Kommune, som opfordrer folk til at tage hjemmefra i god tid og følger anvisningerne på de opstillede trafikskilte og fra politiet, trafikofficials og frivillige vagter.