Ældre kvinder smider tricktyve ud
To ældre kvinder fik i går besøg af trivtyv
Det var sejt gået i går af to ældre kvinder. Begge lod sig ikke narre af et besøg fra en mulig tricktyv.
Klokken 18 i Storegade i Tristrup fik en 90-årig kvinde besøg af en cirka 30-årig kvinde, som oplyste, at hun kom fra kommunen og skulle sikre, at alt var okay hos den 90-årige kvinde.
Det syntes den ældre kvinde slet ikke om, så hun fik hurtigt jaget den mulige tricktyv ud af sit hjem.
Senere samme dag klokken 19.15 opdagede en 92-årig kvinde i Storegade i Ølgod, at der var en fremmed kvinde i hendes hjem, som havde opbrudt et skab i hendes soveværelse. Også her fik den ældre kvinde hurtigt jaget den mulige tricktyv på flugt.
Det oplyser politiet i Varde, som har en formodning om, at der i begge tilfælde er tale om den samme kvinde.
De to kvinder beskriver den mulige tricktyv som en cirka 30-årig kvinde af anden etnisk herkomst end dansk, spinkel med mørkt hår og omkring 160 centimeter høj.