Fortsæt til indhold

Pas på biler i Vesterhavet

Der kan opstår problemer, hvis man ikke har helt tjek på, hvordan man skal køre i bil på stranden, lyder det fra SOS Dansk Autohjælp

Arkiv
Arkiv

De seneste dage har ikke været det bedste strandvejr, men mon ikke, at det er på vej. I takt med de stigende temperaturer øges antallet af gæster automatisk på de danske strande, og det gælder ikke kun de badende, men også bilisterne. På nogle strækninger langs den jyske vestjysk er det nemlig tilladt at køre bil på stranden, men det er risikabelt, og det skaber travlhed hos SOS Dansk Autohjælp.
"Kørsel på stranden kræver opmærksomhed, for det er lumskt at køre i sand, og mange ender med at sidde fast. Er man rigtig uheldig kan bilen blive fanget af tidevandet og bilen kan blive totalskadet," fortæller Jesper Rebsdorf, der er stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Esbjerg, hvor de ugentligt hjælper strandede bilister.

Manglende kendskab

Bilisternes problemer opstår, fordi de ikke kender området, og derfor mangler erfaring med at køre på en stranden.
"Mange tror, at man skal holde sig til de hjulspor, som andre bilister har lavet. Men hvis man kører i hjulsporene, kan det være svært at undvige, og så er der større risiko for, at man kører fast," siger Jesper Rebsdorf.
Jesper forklarer videre, at turister ofte bliver meget overraskede over, hvor hurtigt tidevandet kan stige:
"Mange bilister med campingvogne kører helt ned til vandkanten, men når vandet begynder at stige, kan de hurtigt blive grebet af panik. Især hvis de skal have pakket en hel masse sammen. Når bilisterne skal skynde sig væk, er det et problem, at de ikke kender forholdene. Mange steder er der nemlig huller og fordybninger, som kan være svære at se, og her er risikoen for at køre fast stor."
Problemet opstår, når tidevandet kommer ind, for så bliver vandet presset ind i render og fordybninger og der dannes små indsøer. Hvis man kører fast sådan et sted, tager det kun 40 minutter, før bilen er helt dækket af vand, forklarer Jesper Rebsdorf.

Totalskade eller dyr reparation

Hver sommer assisterer SOS Dansk Autohjælp alene i Esbjergområdet 50-75 bilister med fritrækninger, og det kan hurtigt blive en dyr oplevelse for de mange bilister, der oplever at køre fast. Sand og saltvand er nemlig ikke godt for bilen.
"Sandkorn kommer ind over alt, og hvis bilen har stået helt eller delvis under vand, får man problemer med rust og vandskader. I værste fald kan man ende med en totalskadet bil," siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.