Fortsæt til indhold

Mød nu de flygtninge, som det de er

Arkiv
Arkiv

Når flygtninge ankommer til Hvidovre, er der ikke længere tvivl om, at de er berettiget til asyl. De har fået tildelt asyl af Udlændingestyrelsen, fordi de har været forfulgt af politiske eller religiøse årsager. Fordi de har boet i et krigshærget land, der har umuliggjort almindelig eksistens, eller fordi alle eller andre faktorer har gjort sig gældende for, at de ikke længere var sikre i deres hjemland. Det er næsten for banalt til at skrive, men man kan ikke se på flygtninge, hvad de har været udsat for i deres hjemland. Det er heller ikke sikkert, at de har lyst til at fortælle os nærmere om deres baggrund og årsagerne til, at de er her. Lidt i tråd med, at de færreste har lyst til at fortælle om deres psykiske lidelser eller personlige nedture. Så når man ser en yngre mand i læderjakke og sneakers, der ser ud til at have det godt her i Hvidovre, så kan han sagtens bære rundt på en frygtelig forhistorie, der tynger mere end de to Netto-poser han holder i sine hænder. Det er klart, at vores nye borgere skal overholde de regler - og normer - vi har i landet, men ærlig talt, så har der ikke været problemer i Hvidovre så vidt. Arbejdsmarkedsafdelingen melder desuden, at der absolut heller ikke har været anstrøg til konflikter mellem muslimske og kristne flygtninge. Jeg bor selv i Avedørelejren, hvor Belægningen igennem et stykke tid er blevet brugt som midlertidige boliger til flygtninge. Jeg kan med ro i sindet sige, at jeg ikke har oplevet noget, der kan retfærdiggøre et løftet øjenbryn. Så indtil andet er sagen med de nye Hvidovreborgere, vil det være almindelig god og dansk skik at lade være med at fordømme, eller at lade frygten og mistænksomheden tage styringen.