Tyv stjal forhjul fra bil
Peter Friis Autzen
Efter en fredag aften og nat med ganske mange småsager for politiet skiller én sig ud ved, at en tyv har stjålet noget ret usædvanligt.
"En bil holdt parkeret i Låsbygade. Det var en mørkeblå Toyota Avensis. Og den fik stjålet det højre forhjul," siger politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.
Tyveriet er sket i tidsrummet fra klokken 20 i aftes til klokken syv i morges.
Politiet har ingen oplysninger om, om fælgen er en særlig værdifuld model - eller om en anden bil i området mon var punkteret og havde brug for et reservehjul.