'Skimming'-udstyr fundet på hæveautomat
Jannik Schiermer Poulsen
Svindlere havde i tidsrummet onsdag klokken 9-10 sat skimming-udstyr i Nordea på Rådhustorvets hæveautomat. Udstyret er nu fjernet, og politiet har fået overvågningsbillederne og er gået i gang med efterforskningen.
"Det hænder desværre fra tid til anden, og man skal virkelig være ekspert for at kunne se, om der er sat skimming-udstyr i automaterne," forklarer Peter Thaysen, som er vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.
Skimming er, når svindlere kopierer dataene fra kortets magnetstribe med ulovligt udstyr. De kopierede kort er dog ikke meget værd i Danmark, da danske betalingskort også har en chip, som er noget vanskeligere at kopiere. Derfor bliver oplysningerne ofte solgt i udlandet.