Fortsæt til indhold

Politiet stormede lejlighed efter bombetrusler

44-årig mand på Kærvej truede naboer med at sprænge sig selv i luften

Arkiv
Mikkel Hansen

En tilsyneladende psykisk syg mand udløste i nat en større politiaktion på Kærvej i Sønderborg.
Kort efter klokken 2.00 i nat modtog politiet flere anmeldelser om, at mand løb rundt i området og råbte, at han havde flere våben, blandt andet en maskinpistol. Han truede desuden med at sprænge sig selv i luften.
Da politiet nåede frem var manden løbet tilbage i sin lejlighed.
"Da vi kom derned kunne vi se at den 44-årige mand stod i sin lejlighed, og at han ikke havde noget i hænderne. Vi vurderede derfor, at hvis manden havde de nævnte ting i lejligheden, så var det nu vi skulle gribe ind," fortæller politiets vagtchef Anders Hansen til Radio Als.
Set i lyset af den seneste tids volds- og terrorhandlinger i Europa, tog politiet ingen chancer.
Politiets særlige reaktionspatrulje, der er trænet i den slags sager, stormede lejligheden ved at slå døren ind med en rambuk, hvorefter manden blev overmandet.
Der var dog hverken våben eller sprængstof i lejligheden.
Manden var tilsyneladende påvirket af alkohol og muligvis også medicin. Ifølge politiet er den 44-årige mand muligvis psykisk uligevægtig.