Fortsæt til indhold

Mødte hinanden på Hvidovrevej - nu fejrer de diamantbryllup

Arkiv
key

Selv om det ikke altid er let at være gift, så kan humor tydeligvis hjælpe godt på vej. - Benthe har aldrig tænkt på skilsmisse. Kun mord, siger Ole Zimmermann og griner. Benthe Zimmermann smiler og nikker. Hun peger på, at man skal være tolerant for at kunne blive sammen. - Man kan ikke altid være brandforelsket, så man skal kunne tilgive og komme videre. Og så vokser man tættere og tættere, siger hun.

Mødtes på Hvidovrevej

Diamantbrudeparret mødte hinanden i Hvidovre, hvor Ole Zimmermann i øvrigt er født og opvokset. Benthe Zimmermann kommer oprindeligt fra Sydsjælland, men som 15-årig kom hun i huset hos en familie i Hvidovre. Nogle år senere bemærkede hun den unge Ole, da hun gik sammen med en veninde på Hvidovrevej. - Vi havde sådan nogle metalfløjter, som man kunne pifte med. Så det gjorde vi. Han så jo pæn ud, fortæller Benthe Zimmermann. Mødet på Hvidovrevej udviklede sig til, at det smukke par giftede sig i 1956 i Hvidovre Kirke. - Ja, jeg brændte varm på damen, siger Ole Zimmermann med et tilfreds smil.

Kun den nærmeste familie

Til selve vielsen og den efterfølgende middag deltog kun den nærmeste familie. Brudeparret fulgtes i øvrigt til kirken, fordi der skulle spares og planlægges, for at det kunne lade sig gøre. - Dengang var man bare sig selv, og vi skulle selv spare op til, at vi kunne få råd til at få børn. Der var ingen SU eller andet, der kunne hjælpe. Og sådan var det for alle, siger Benthe Zimmermann. Hun tilføjer dog, at "hakkeordenen" i hendes ungdom, hvor hun var pige i huset, heldigvis har ændret sig. - Man blev ikke regnet for noget, siger hun.

Lille lejlighed

I 1957 fik ægteparret deres første barn, datteren Susanne, og i 1961 kom anden datter, Tina, til verden. Den lille familie boede da i en lejlighed på Hvidovrevej 146, hvor de to børn måtte dele et værelse og ægteparret måtte sove i stuen. Benthe Zimmermann gik hjemme indtil parrets yngste barn startede i skole. Ole Zimmermann har lige som parrets døtre trådte sine barnesko i Hvidovre, hvor han dels gik på Kettevejsskolen, dels på Holmegårdsskolen. Han har boet en række forskellige steder og ligeledes oplevet Hvidovre under anden verdenskrig. Han har desuden været marinesoldat. Som søn af en enlig mor i Hvidovre, var der ikke altid så meget at rutte med. - Min mor havde ikke så mange penge, men der var altid mælk, havregryn og levertran, så det gik, siger han og tilføjer, at han altid har været glad for at bo i Hvidovre og faktisk ikke har haft trang til at flytte. Ud af byen er ægteparret dog kommet i ferierne. Især Bornholm har været populært. - Selv om man kunne komme billigt på charterferie i 60'erne, så ville pigerne altid til Gudhjem. Så det måtte vi spare op til hvert år, siger Ole Zimmermann. Senere i livet har parret dog også rejst i Europa.

Arbejdede på Trifolium

Da ægteparret blev gift og flyttede sammen i lejligheden på Hvidovrevej arbejdede Ole Zimmermann som mejeriforvalter på Solbjerg Trifolium på Frederiksberg. Benthe Zimmermann vendte tilbage til arbejdsmarkedet med et job hos en dinnér transportable, hvor hun lavede mad. Da Benthe Zimmermann nåede 40-års alderen foreslog en bekendt hende, at hun skulle søge en stilling hos Frederiksberg Sparekasse. Selv om hun først ikke troede, at hun var kvalificeret til jobbet, så endte det med, at hun arbejdede for sparekassen i 22 år. - Vi er jo begge ret autodidakte, men det er jo sådan set gået meget godt, siger Benthe Zimmermann. Ole Zimmermann nikker og påpeger, at deres aktive liv og Benthes sunde mad har gjort, at de som nu 82-årige endnu aldrig har oplevet alvorlig sygdom. Benthe Zimmmermann har dyrket badminton de sidste 67 år. Gymnastik har hun også altid været glad for, og i dag underviser hun sågar andre pensionister i gymnastik i Aktivitetscentret. - Det er meget vigtigt at få rørt sig, så længe man kan. Og det er sjovere at gøre det på et hold end at være ensom, siger hun og tilføjer at parret kommer en del i Aktivitetscentret og ved andre arrangementer, der er iværksat af Ældresagen. Også Ole Zimmermann har taget badmintonen til sig, men har har dog "kun" spillet de sidste 35 år. Det er parrets to døtre, der har arrangeret, at deres diamantbryllupsdag skal fejres. - Da vi havde guldbryllup sagde vi, at det måtte være det, men vores piger vil gerne fejre os, så det glæder vi os til, siger Benthe Zimmermann.