Region vil begære BIOS konkurs
På grund af problemer med tilbagebetaling vil Region Syddanmark begære BIOS konkurs
I dag vil Region Syddanmark begære det skandaleramte ambulanceselskab BIOS konkurs, hvis ikke selskabet gør det selv. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Meldingen kommer efter, at Region Syddanmark ved en fejl har udbetalt 31 millioner kroner for meget til ambulanceselskabet, som står for ambulancekørslen i regionen.
BIOS har tilbudt at tilbagebetale beløbet over en periode på et år, men det kan Region Syddanmark ifølge pressemeddelelsen ikke acceptere, fordi det ville være ulovlig statsstøtte.
"Jeg er ked af den turbulente situation, som konkursen vil bringe BIOS' medarbejdere i. Men de skal vide, at vi har taget alle forholdsregler, juridisk og praktisk, så de trygt kan gå på arbejde, også når BIOS er gået konkurs," siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Ifølge regionen vil konkursen ikke påvirke ambulancekørslen, da regionen vil bede kurator om straks at videreføre driften.
"Vores primære fokus er at sikre ambulancedriften, og at medarbejderne er trygge, selvom der sker så meget. De har, sammen med redderne hos regionens anden ambulanceoperatør, Responce, arbejdet hårdt for, at syddanskerne kan få hjælp, når de har brug for en ambulance," siger Stephanie Lose.
Regionsrådet blev orienteret om fejludbetalingen d. 6. juli.