Fortsæt til indhold

Hansen Møbler støtter det frivillige liv

Arkiv
Arkiv

Hansen Møbler i Randers, har netop doneret en stor mængde møbler og andet inventar til det nye Frivillighedens Hus. Dermed er prikken over i’et sat for de nye rammer om frivilligheden i Randers

Det nye Frivillighedens Hus, som åbnes mandag 15. august, er ved at tage form. Der er blevet hamret, banket og væltet vægge til den helt store guldmedalje. Flere frivillige har givet en hjælpende hånd med, og senest har Hansen Møbler på Århusvej doneret møbler, lamper, puder og andet inventar til huset.
”Vi er meget glade for at kunne hjælpe. Vi har valgt at donere inventar til Frivillighedens Hus, fordi vi mener, at mange får glæde af det på denne måde”, siger direktør for Hansen Møbler, H.C. Andersen.
Donationen vækker også stor begejstring hos medarbejderne i Frivilligværket & Selvhjælp Randers.
”Vi er utrolig glade for den flotte donation, som vi har fået fra Hansen Møbler. Det betyder rigtig meget for os, at vi får lokal opbakning til dette projekt”, fortæller Anja S. Kristensen, Kommunikationsmedarbejder i Frivilligværket & Selvhjælp Randers.

Eget præg på Frivillighedens Hus

Mandag 15. august flytter Frivilligværket & Selvhjælp Randers fra deres vante lokaler i Underværket til det nye Frivillighedens Hus. Huset ligger centralt i Randers på Kirketorvet 2A tæt på Skt. Mortens Kirken. Her vil Frivilligværket & Selvhjælp Randers have kontor, og samtidig vil der blive mere plads til foreninger og borgere, som ønsker at låne mødelokaler, få rådgivning omkring start af en forening eller sparring omkring hvor man kan melde sig som frivillig i Randers m.m.
”Vi synes, at det skal være foreningernes og de frivilliges hus. Vi vil gerne, at de frivillige tager ejerskab og kommer med input og ideer til hvordan huset bedst opfylder behovet for og understøtter det frivillige liv i Randers Kommune”, siger Louise Brown, Leder af Frivilligværket.
Flere frivillige har allerede lagt en masse kræfter i af få skabt Frivillighedens Hus, men der søges stadig efter frivillige ildsjæle, som ønsker at være med til at sætte prikken over i’et fx ved at male og indrette lokalerne. Man vil blive grundig guided i hvordan man skal udføre opgaverne, og man vil ligeledes være mere end velkommen til at komme med forslag og gode ideer.
”Jeg har meldt mig til at hjælpe med at male i huset, for så synes jeg, at jeg bliver en del af Huset. Jeg glæder mig til at samarbejde med de andre frivillige og opleve det fællesskab og liv, som det nye hus giver mulighed for (…)”, Hanne Kristensen (frivillig i Selvhjælp Randers).