Louis Nielsen går ind i lokal velgørenhed
Louis Nielsen i Hvidovre har sat jagten ind på et godt lokalt projekt, der kunne fortjene en håndsrækning
Nu sætter Louis Nielsen gang i projektet ”Giv Tilbage”, hvor optikerkæden planlægger at give et kontantbeløb til et godt, velgørende lokalt projekt eller en forening hver gang, en dansker donerer et par briller til Tanzania. - Det er en del af vores værdier at give noget tilbage til det samfund, vi er en del af, og vi glæder os til at hjælpe de frivillige kræfter, der gennem en kæmpe indsats styrker lokalsamfundet. Det betyder så meget for et lokalsamfund, og det ønsker vi at støtte, fortæller chefoptiker Rico Nielsen, der ejer og driver Louis Nielsen i Hvidovre. Der er på forhånd ingen større begrænsninger. Det kan være den lokale sportsklubs børneaktiviteter, et projekt eller en forening for ældre eller personer, som på eget initiativ gør noget godt for andre mennesker og fortjener opbakning til det. Så længe projektet er lokalt og ikke-kommercielt, har det potentiale til at få støtte fra Louis Nielsen. - Vi kan ikke støtte alt og alle på én gang, men vi er åbne for gode forslag til det helt rigtige projekt. Vi regner med, at vi i løbet af juli finder den gode sag, der skal have støtte fra os, siger Rico Nielsen.