Fortsæt til indhold

Formanden ser frem til et styrket HIF

Formand for fodbolden i Hvidovre Idrætsforening; Lars Knudsen svarer på artikler bragt i Hvidovre Avis

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Jeg har desuden undersøgt de anførte forhold, og kan konstatere, at det er personalesager, hvilket principielt ikke diskuteres gennem medierne. De anonyme udtalelser må således stå for sig selv, men bestyrelsen har efter min opfattelse handlet ansvarligt på vegne af klubben, hvor de mange medlemmer må have en forventning om en økonomisk ansvarlig disponering. I en proces, hvor der gennemføres organisatoriske ændringer og økonomien prioriteres, vil der være mulighed for at enkelte opfatter sig selv som overset eller overhørt, særligt hvor ændringerne påvirker. Men alle de input, vi har fået, har været behandlet og de nævnte trænere og medarbejdere har haft mulighed for at have indflydelse på processen. Derfor vil jeg hellere fokusere på det faktum, at vi har styrket den samlede organisation af trænere i overensstemmelse med vores strategi. Dette har til hensigt at forbedre vilkårene ikke kun for vores talenter, men i lige så høj grad for resten af klubben, hvilket også er blevet anerkendt af DBU. Det betyder, at spillerne kan have en forventning om, at deres træning fremover bliver endnu bedre. Jeg glæder mig derfor til et styrket HIF, der også fremover kan bringe talenter videre til 1. holdet og resten af fodbold-Danmark.

Sportskommentar af Erling Borgstrøm:

Tak til formand Lars Knudsen for svar på to artikler. Svaret giver anledning til et par yderligere kommentarer og spørgsmål. Brugen af anonyme kilder er ikke rigtig. Kun i forhold til avisens læsere, men i forhold til HIF's bestyrelse, er de kendte, da det er samme kildemateriale, som avisen har brugt og som HIF's bestyrelse også har modtaget og behandlet. Det er helt fair, at man ikke vil diskutere personalesager i medierne. Det er fint at høre, at alle de nævnte trænere og medarbejdere har haft mulighed for at have indflydelse på processen. At man udviser økonomisk ansvarlig disponering er ligeledes fint, men så er det de næste spørgsmål dukker op. Hvor de første spørgsmål gik på hvorfor, er vi nu ude i hvordan? Når man mener, at man har styrket den samlede organisation af trænere i overensstemmelse med strategien. Hvordan vil ungdommen opleve det, når kulturen og DNA-et er væk. Trænere gennem rigtig mange år er jo væk. Nu skal en helt ny sammensat flok af trænere føre strategien ud i livet. Samlingspunktet er Søren Feddersen, der ikke syntes kompetent af de trænere og ledere, der er væk nu? Hvordan er DBU kommet ind i billedet? Er udskiftningerne af trænere og ledere sket på baggrund af råd fra DBU og, i givet fald, hvem i DBU har sanktioneret og anerkendt strategien? Endelig det helt store spørgsmål! Hvordan vil man, med en presset økonomi, fastholde de talenter, der måtte udvikle sig i Hvidovres ungdomsafdeling? Hvem er samarbejdspartnerne? Er det Hvidovre Fodbold A/S eller "De gamle Kæmper". Hvordan skal man skaffe det økonomiske råderum?