Fortsæt til indhold

FDF’ere legede Harry Potter på Ingeborg-lejren

Årets puslinge- og tumlingelejr havde Harry Potter som tema og i en hel uge befandt de mindste FDF’ere sig på Hogwarts magiske skole

Arkiv
red/JLR

Temaet for årets sommerlejr var nemlig Harry Potter, og børnene skulle gå gennem en magisk mur, inden de med Hogwarts-ekspressen futtede afsted mod Ingeborg, der er en af landets allerbedste sommerlejre med panoramaudsigt over Roskilde Fjord. Det blev en fantastisk uge, hvor børn og voksne glemte alt om Ramasjang, EM-fodbold og anden elektronisk underholdning. Vel ankommet til Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab blev børnene på magisk vis opdelt i fire kollegier. En tænkende og talende hat afgjorde, hvor børnene hørte til.

Årets FDF-lejr stod i Harry Potters tegn.

De fire kollegier

Engagerede og modige børn kom til Hufflepuff, mens de ambitiøse og opfindsomme kom til Slytherin. Hos Gryffindor blev de tapre og ridderlige placeret og hos Ravenclaw de kloge og sjove. Det var hatten, der bestemte, og hvert af de fire kollegier havde sit eget våbenskjold og sine egne farver. På Hogwarts skole er det vigtigt at have det rette udstyr. I Diagonalstræde gik børnene i gang med lave tryllestav, kappe, smykkeamulet og en flyvende kost. Kostene blev parkeret uden for lejrbygningen og blev senere anvendt ved den store quidditch-turnering, hvor børnene dystede flyvende på deres koste. Børnene havde fire forskellige fag, som de skulle lære. De skulle lære at lave eliksirer i alle farver af blæretang, rødkål, boblende bagepulver og andre ingredienser. En anden disciplin var græshovedet, som skal vandes, når I kommer hjem. I kæmpen Hagrids køkken blev børnene udlært i at lave heksesuppe og dragebøffer over glødebålet samt grøn sneglemos. Endelig var der en fysisk træning i quidditch, der kræver balancekunst og samarbejdsevne.

Der blev også lavet flyvende koste på lejren.

Kampen mod Voldemort

Efter nogle dage skete der noget mystisk og forfærdeligt, der kunne ødelægge Hogwarts. Kollegiernes våbenskjolde var væk. Der var ingen tvivl om, at den onde lord Voldemort havde en finger med i spillet. Han var blevet set luske rundt i Den forbudte Skov. Eleverne skulle igennem vanskelige prøver for at finde de magiske nøgler, som sent om aftenen under stor jubel førte dem til de fire forsvundne våbenskjolde. Fredag eftermiddag, inden forældrene hentede deres børn, bestod de den store prøve i det sejrrige opgør med Voldemort. Børn og voksne kunne vende tilbage til forstaden med hovedet fyldt af skønne billeder af glade ansigter i sol, regn og vind i et smukt fjordlandskab.

Engagerede forældre og ledere

En sådan lejruge kan kun lade sig gøre, når ledere, køkkenhold og assistenter seks dage i træk er 100 procent på for at skabe lejroplevelsen for de mange børn. Lederne bruger en sommerferieuge og betaler på lige fod med børnene. Mange familier har stor glæde af deres bedsteforældre, og hvorfor ikke tage farfar og morfar med på sommerlejr. Som noget nyt deltog tre bedstefædre, som hjalp til med stort og småt. Der er lagt mange kræfter i FDF Hvidovres moderne lejr ved Roskilde Fjord. Lejren har kun 60 sovepladser, og det var nødvendigt at medbringe telte til ledere og de største børn for at få plads til alle. Lejren udgjorde en perfekt ramme for lejrugen. Netop nu er de største FDF’ere fra Hvidovre på landslejr ved Julsø i Jylland.