"Facebook-opslag viser tyven hvor der er tomme huse"
Pas på at du ikke gør det for let at være indbrudstyv i sommerferien, lyder det fra politiet
Flotte opslag på facebook af dig og din familie på et eksotisk feriested, kan vise tyven hvor der er arbejdsro i ferietiden. Så måske er det ikke verdens bedste idé med disse opslag - selv om man selvfølgelig gerne vil dele sine ferieglæde med andre.
Syd- og Sønderjyllands Politi har udsendt disse gode tips når dit hus skal være alene hjemme i ferien. Politiet skriver:
"Det er trygt at bo i Syd- og Sønderjyllands politikreds, og risikoen for indbrud er heldigvis forholdsvis lille. Sidste år skete der nemlig et væsentligt fald i indbrud i beboelse. Denne tendens vil Syd- og Sønderjyllands politi gerne fastholde – ja meget gerne se antallet af indbrud yderligere reduceret."
"Derfor har vi brug for, at du og dine naboer tager nogle enkle forholdsregler. Tager du på sommerferie, eller er du bare væk nogle dage, skal du sikre dig, at huset ikke er alene hjemme. Hjælp dig selv og naboen! Få nu gjort alvor af at få en profil på www.nabohjælp.dk. Inviter de naboer, som du ønsker, til at være med i dit netværk. Så har du været med til at reducere indbruddene med op til 26 procent i dit kvarter."
Hold øje med naboens
"Hold øje med hinandens huse, tøm postkassen, fyld skraldespanden, parkér en bil eller cykel i garagen o.s.v., så husene udstråler liv og nogen hjemme til at se efter ubudne gæster.
Og hvis man aftaler, at det er i orden at hilse på ukendte folk, der færdes i ens kvarter, er der endnu større chance for, at du undgår at blive udsat for indbrud. Hvis det er tyveknægten, du hilser på, ved han, at han er blevet set – og så er det meget mere risikabelt for ham."
Sikring af huset
"God belysning ved indgangen/indkørslen/terrassedøren med et tænd/sluk-lys kan være med til at holde indbrudstyvene på afstand. Hus altid at låse dørene og tjek, at vindueshasper i hele huset i sommervarmen er lukkede og i ordentlig stand. Sæt gerne tænd/sluk-ure på nogle lamper og på køkkenradioen."
"Vis tegn på liv og aktivitet, men fjern stiger og redskaber, som indbrudstyven kan bruge til at brække ind med. Anbring et par løbesko eller andet fodtøj ved fordøren og lad børnenes legetøj blive liggende i haven. Lad noget af vasketøjet blive hængende ude."
"Sørg for, at der er godt udsyn til dit hus. Klip hæk og buskads, så det ikke er for højt. På den måde kan en eventuel indbrudstyv ses fra gaden, hvis han forsøger at brække ind eller ud af dit hus."
"Se dit hus med indbrudstyvens øjne og stil spørgsmålet: Hvor vil jeg selv bryde ind? Tyven ser nøjagtig det samme og vil formentlig bryde ind samme sted. Er dit hus så stærkt – især døre og vinduer – at det kan modstå forsøg på indbrud med tyvens standardværktøj, som er en 7 mm skruetrækker eller et lille koben, fravælger tyven dit hus, viser hollandske undersøgelser!"
"Gem værdigenstande. Tyven ser først i sove- og badeværelset. Gør dig overvejelser over, hvad der kunne friste tyven til at lave indbrud i dit hus – fx en PH lampe i vinduet, en iPad fremme på et bord, anden elektronik eller andre let omsættelige varer? Der er ingen grund til at udstille eftertragtede tyvekoster, som andre står klar i kulissen til at købe!"
Og så: Facebook
"Fortæl ikke om ferien på Facebook, telefonsvarer eller Twitter! For sommerferien er først rigtig god, når du er hjemme igen i din bolig, der står, som da du forlod den, og iPad’en og PH lampen stadig er på sin plads – og ikke er blevet stjålet."
"Esbjerg kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi kører for tiden en stor kampagne for at få danskerne til at stoppe med at købe stjålne varer. Og hvis der ikke er noget marked at afsætte de stjålne varer på, bliver der heller ikke begået indbrud."
"Så her kan alle være med til at gøre en forskel, når tyveknægten ikke kan afsætte de stjålne varer. Det er simpelthen udbud og efterspørgsel, og hæleri og indbrud hænger derfor sammen som ærtehalm," siger specialkonsulent Christian www.nabohjæp.dk - www.stopindbrud.dk og www.stop-e-hæleri.dk