Ejer af fiskesø blev overfuset og spyttet i ansigtet
Rune Weitling
Klokken 15.08 torsdag fik politiet i varde en anmeldelse om ballade ved fiskesøen ved Søvig i Outrup.
Den 69-årige ejer af fiskesøen fortæller, at fiskere havde set en mand gå rundt og virke mærkelig, truende og kigge efter yngre piger.
Da ejeren kom til søen og konfronterede den mistænkte med beskyldningerne samt bad ham forlade stedet, tog han fat i ejeren og overfusede ham, ligesom han spyttede ham i ansigtet og råbte diverse ukvemsord.
Manden kørte herefter fra stedet, men politiets lokalkendskab gør, at de ved, der er tale om en 36-årig mand fra lokalområdet. Ham besøger politiet senere i dag, og med sig har de en sigtelse for vold.