Historien på Dybbøl set fra en Segway
I løbet af sommeren entreer Outdoor Tours med segway-kørsel i skanserne på Dybbøl. De uddannede guider giver et historisk indblik i omgivelserne og fortæller gode historier fra 1864 alt imens fysikken bliver udfordret på det tohjulede køretøj.
Èn ting er de smukke omgivelser, en anden er den fantastiske fortælling og en tredje er Segwaykørsel. Det er hvad Outdoor Tours har forenet, når de i løbet at sommeren byder folk velkommen til deres guidede rundture ved Dybbøl-Mølle.
Familien Petersen fra Ballerup, der holder ferie i Sønderborg, faldt netop for idéen om at køre Segway i de historiske omgivelser.
Inden turen i skanserne går løs prøver familien sig i gang på øvebanen bag ved Dybbøl-Mølle. Her er grinene mange og efter kort tid drøner familiens to teenagere op og ned af den lille bakke, som prøver kræfter med, inden de slår sig løs i det for alvor kuperede terræn.
Outdoor Tours tilbyder en samlet pakke, der indeholder en grundig introduktion til Segwayen og dens køreegenskaber. Dernæst står den på træning op og ned ad de mindre bakker på øvebanen, hvorefter man i flok begiver sig ud på den guidede rundtur. En samlet tur tager rundt regnet 45 minutter og koster 250 kr. pr. person.