Hæler fældet af software
Jannik Schiermer Poulsen
Sydøstjyllands Politi kunne tirsdag assistere Fyns Politi med at forene et par MacBooks med deres odenisanske ejermænd.
Den ene af de tre MacBooks havde nemlig appen 'Find my Mac' installeret, som kan vise ejermanden, hvor computeren befinder sig.
I dette tilfælde befandt computeren sig på en adresse på Egebjergvej i Gedved, hvor Sydøstjyllands Politi mødte op tirsdag eftermiddag klokken 14.30.
Her fandt betjentene alle tre computere, en stjålet iPad fra egen politikreds og en række tyvekoster fra Østjyllands Politis kreds.
Computernes midlertidige, og uretmæssige, indehaver erkendte hæleriet, men påstod, at han havde købt varerne i Den Blå Avis og i Gul og Gratis.
Manden, der er 44 år, bliver nu sigtet for hæleri.