EfB søger ny adm. direktør
EfB Elite A/S, der driver professionel fodbold i Sydvestdanmark, søger en ny administrerende direktør. Selskabet er i en fase, hvor det efter en sportsligt turbulent periode i mange henseender begynder på en frisk, blandt andet med ansættelsen af en sportsdirektør og med nye personer på flere centrale poster. Du vil på den baggrund få gode muligheder for at sætte dit præg på den fremtidige udvikling af EfB.
Stillingen henvender sig til en person med ledererfaring, som er tiltrukket af at bevæge sig ind på en bane med helt særlige udfordringer, en ofte uforudsigelig dagligdag og en medlevende omverden. EfB nyder opbakning fra op mod 450 virksomheder i regionens største erhvervsnetværk.
Du vil komme til at omgås vidt forskellige mennesketyper, fra frivillige til professionelle på flere niveauer, og dine kommunikative evner skal også række til at håndtere medier og andre, der følger EfB tæt.
EfB beskæftiger godt 50 medarbejdere og forventer i 2016 en omsætning på 75-85 mio. kr.
Dine ansvarsområder:
- Du er ansvarlig for den samlede EfB-forretning - herunder fodbold, økonomi, salg, EfB Konference og EfBusiness
- Du leder et personale, der hver dag møder for at skabe resultater
- Du er ansvarlig for at udføre de langsigtede strategier, der fastlægges af bestyrelsen
- Du varetager udadtil EfB’s interesser som en væsentlig spiller i dansk klubfodbold
Dine færdigheder:
- Du har en teoretisk baggrund og ledererfaring, som vil være dig til gavn i et chefjob i fodboldverdenen
- Du er i stand til at omgås kolleger og samarbejdspartnere på alle niveauer
- Du evner at skabe kontinuitet i en virksomhed præget af omskiftelige vilkår
- Du fungerer i et meget konkurrencepræget miljø
- Du har en robust personlighed og en naturlig autoritet, der gør dig i stand til at skabe gode, solide løsninger i en verden med både forretning og følelser i spil
Dine muligheder:
- Du er i spidsen for at præge udviklingen i en af Danmarks mest traditionsrige fodboldklubber
- Du bliver anfører for et team af spændende spillertyper, der skal fungere sammen
- Du bliver en del af et miljø med oplevelser, adrenalinkick og masser af spænding
- Du honoreres på et attraktivt niveau, der modsvarer kravene i jobbet.