Markedsdag og biltorv foran rådhuset
Sommerferien er slut, og familien kigger sig om efter ny bil: De Gamle Kæmpers Torvemarked og Byens største Biltorv på lørdag
Parkeringspladsen foran Hvidovre Rådhus omdannes til et stort slaraffenland af nye biler. Fem lokale bilforhandlere, står klar til, i et uhøjtideligt og hyggeligt miljø, at vise og fortælle om deres i alt 25 bilmodeller. De fem bilforhandlere er Auto-House Hvidovre, der kommer med fem Hyundai modeller, Bjørn Canings Eftf. stiller med deres Skoda-modeller, Kia Valby præsenterer deres Kia biler, Sydkystens Bilcenter kommer med fem Volkswagen modeller samt Trio Biler der stiller med Mitsubishi. Bilerne står klar fra kl. 9.00, og frem til kl. 15.00 er det bare om at “gå ombord” i bilmekkaet. Derudover kan man få en snak med en kørelærer fra Åmarkens Køreskole, en snak om rustbeskyttelse med Tåstrup PAVA Center, få tips om billeje hos PS Vestergaard Biludlejning, samt høre Nordea hvordan man får finansieret sin drømmebil. Der bydes som vanligt på mange loppemarkedsboder med alskens ting og sager. For de sultne er restaurantteltet åbent med salg af popcorn, pølser, øl og vand, ligesom der bydes på musik ved Hvidovre Nærradio. HIF’s Gamle Kæmper er en forening dannet af tidligere fodboldspillere i HIF, der er blevet lidt ældre. De startede som en hyggeklub, hvor man mødtes og mindedes de gode gamle dag og ens meritter. Men det udviklede sig til mere end det, og de begyndte at afholde arrangementer, bl.a. musikarrangementer, sildemarked og loppemarkeder, alt sammen til fordel for HIF’s unge fodboldspillere. De Gamle Kæmper har således de sidste mange år kunne donere ca. 200.000 kr. hvert år til HIF’s Ungdomsafdeling. Har man lyst til en markedsplads kan man kontakte foreningen på tlf. 51 88 73 07.