Fortsæt til indhold

Esbjerg fejrer fundet af de første kulbrinter

I år er det 50 år siden, at de første mængder olie og gas, som kan indvindes, blev fundet i Danmark. Det bliver markeret i Esbjerg

Arkiv
Arkiv

1966 blev starten på et dansk olieeventyr. Dansk Undergrunds Konsortium (DUC) foretog efterforskningsboringer i Nordsøen og fandt i den forbindelse kulbrinter (olie og gas) i mængder, som kan indvindes.
Den skelsættende begivenhed fik også stor betydning for Esbjerg. Nordsøens offshore aktiviteter fik nemlig base i Esbjerg. Det var dog først fra 1980’erne, at udviklingen tog fart for byen. Efterhånden som det danske engagement tog til med flere felter og øget aktivitet, opstod der en reel virksomhedsklynge centrereret omkring Esbjerg Havn med stor ekspertise inden for olie og gas.
Derfor går Maersk Oil, Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune sammen med andre hovedaktører i branchen om at markere First50, som 50 års jubilæet for det første fund er blevet navngivet. Det vil blandt andet ske med åbningen af en udstilling helliget offshore på Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg. Derudover barsles der med flere planer.
”Vi ser frem til at fejre First50. Jubilæet er en oplagt mulighed for, ikke blot at se tilbage på det første halve århundrede af olie og gasindustriens historie, men også se fremad på det potentiale den danske Nordsø stadig repræsenterer”, siger Direktør i Maersk Oil Danmark, Martin Rune Pedersen.
På tegnebrættet er en festmiddag, hvor branchens hovedaktører vil blive inviteret. Fejringen forventes at finde sted i starten af september, og arrangørerne vil gerne at jubilæet ikke kun skal se tilbage på en glorværdig historie, men også kaste et blik ud i fremtiden.
”Det er så vigtig en begivenhed set med lokale og nationale briller, at vi vil invitere en skare af betydningsfulde mennesker til Esbjerg for at markere dagen. Vi er stadig i planlægningsfasen, men vi forventer, at nogle af landets fremmeste beslutningstagere vil deltage”, siger borgmester i Esbjerg Johnny Søtrup.