Fortsæt til indhold

Vandalisering!

Arkiv
Arkiv

Arkitektstuen Vandkunstens seneste forslag og ideer omkring Hvidovre Kommunes bymidteprojekt har vakt megen debat og opmærksomhed. Og sådan skal det vel også være, inden den offentlige høring iværksættes senere på året.
Den værste øjebæ i projektet er utvivlsomt placeringen af boliger på plænearealet foran Hvidovre Rådhus, som vi ligeud vil karakterisere som ren VANDALISERING af det karakteristiske 50'er rådhus. Det er ikke bare tegnet af vor lokale arkitekt Helge Schønnemann - og indeholder dermed en god portion lokalhistorie; - det er også en af de pæneste rådhusbygninger i hovedstadens omegnskommuner. Ud over at et sådant projekt vil spolere udsigten til rådshusfacaden og fjerne muligheden for at en række gode lokale arrangementer på plænen, vil det også “mørklægge” dele af kontorerne på rådhuset.
Det er blevet påpeget, at dette forslag er kommet på tegnebrættet for at skabe økonomi i bymidteprojektet, skønt en af fagdommerne i arkitektkonkurrencen karakteriserede det som “en lidt skeløjet idé”.
Kære venner! - Der er i årenes løb lavet nok af makværk og alt for tæt bebyggelse i Hvidovre. Hvis man nu supplerer det med så vanvittige tanker om at ødelægge plæneområdet foran rådhuset, må vi anbefale at man straks finder “håndbremsen” både på tegnestuen og i kommunalbestyrelsen.

Rådhuset