Fortsæt til indhold

Natten var fyldt med indbrudstyve

Arkiv
Af Jørgen Flindt

Natten mellem søndag og mandag var de langfingrede typer i den grad på farten rundt til Vejles butikker og andre erhvervsdrivende.
Dels blev der begået indbrud hos Strauss Skrædderi i Vedelsgade, hvor tyven kom ind ved at knuse en rude med en brosten. Der blev stjålet nogle byttepenge.
Længere nede ad af Vedelsgade gik det ud over Fri Cykler, men her opdagede et vidne, at en ung mand med kort lyst hår var igang med indbruddet, og det fik tyven til at stikke af, inden noget blev stjålet.
I Søndergade blev der begået indbrud i Paradis Is, og her blev otte Verner Panton lamper samt et musikanlæg stjålet.
Også i Nørregade har en tyv været på uønsket besøg. Det var hos en tandlæge, og også her er der stjålet nogle byttepenge samt blandt andet to elektriske tandbørster.
I Vindinggård Center var der natten mellem søndag og mandag indbrud i Blomsteriet, hvor tyven har rodet rundt, men det er uvist om noget er stjålet.
Der har ligeledes været indbrud i en fodklinik i Vindinggård Center, og her kan indbruddet have fundet sted i løbet af weekenden.