Ældre mand i livsfare på Vejers Strand
En 80-årig mand kom i vanskeligheder, da han torsdag 28. juli var ude at bade på Vejers Strand
TrygFonden Kystlivredning måtte torsdag 28. juli om aftenen hjælpe en 80-årig mand, der var kommet i vanskeligheder cirka 150 meter ud for kysten på Vejers Strand.
Manden var afkræftet efter at have været fanget i et revlehul. Det opdagede en anden badegæst, som derfor fluks hoppede i vandet og forsøgte at bjærge den 80-årige mand. Begge mænd måtte bjærges sikkert i land af livredderne.
Det er bølger, der får revlehuller til at opstå. Revlehuller er dog lumske. For selvom vinden er mild, kan der sagtens være risiko for revlehuller. Derfor opfordrer TrygFonden Kystlivredning til, at man er særligt opmærksom på revlehuller, når man hopper i bølgerne.
"Vi oplever, at mange badegæster tror, at når bare det ikke blæser, så er der ikke risiko for revlehuller, men det er forkert. Selvom der er vindstille, kan det pludseligt blive livsfarligt. Derfor opfordrer vi til, at man altid orienterer sig om de lokale forhold og allerhelst vælger en strand med et bemandet livreddertårn," siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vores råd til badegæsterne er at bade mellem de to rød-gule flag i strandkanten, som markerer det område, hvor livredderne har undersøgt, om der er noget, man skal være særligt opmærksom på. Desuden er livredderne lige i nærheden og klar til at rykke ud, hvis der bliver brug for hjælp. Derfor siger vi, at det er den mest sikre zone at bade i."
For at oplyse om revlehuller har Trygfonden lavet følgende video, som giver gode råd: