Fortsæt til indhold

Rådhuset skal have nye vinduer

De nuværende vinduer har dog holdt imponerende godt - de er over 60 år gamle

Arkiv
Ole A Sørensen

Vinduerne er fra bygningens opførelse i 1955 og er på grund af den lange levetid ganske naturlig slidte og utætte, Også isoleringen er ringe. Især vinduernes lukkemekanisme er udtjente, hvilket betyder, at mange vinduer ikke kan åbnes. Den kommende vinduesudskiftning vil også omfatte en mindre istandsættelse af facadesten. Kommunalbestyrelsen havde, da man behandlede sagen i sidste måned, hele seks forskellige scenarier at vælge imellem. Ejendomsafdelingen havde nemlig fået udført en forundersøgelse af en rådgivningsvirksomhed, der har lavet seks forskellige beregninger for udskiftning af vinduer og eventuel facaderenovering af rådhuset. Den billigste model kommer ifølge beregningerne til at koste 9,7 mio. kr. mens den mest omfattende renovering ville beløbe sig til 29,9 mio. kr.

Den billigste løsning

Der var i kommunalbestyrelsen flertal for den billigste løsning. Det betyder, at der isættes nye energiklasse A vinduer, som er de mest energirigtige på markedet. Alle vinduer i fløj B, C, D og glasmellemgang udskiftes, og der laves mindre istandsættelse på områder, hvor facadesten er løse eller faldet af. Kommunalbestyrelsen godkendte vinduesudskiftningen - dog med den betingelse, at vinduespartiernes glasflader skal have samme dimension som i dag. Endvidere ønskes de nuværende vindueskarme i marmor og terrazzo bevaret.