Næppe et bredt budgetforlig
I eftermiddag mødes kommunalbestyrelsens økonomiudvalg ekstraordinært. På mødet vil direktionen give politikerne en status forud for de budgetforhandlinger, der i løbet af de næste seks uger naturligvis munder ud i, at Hvidovre også for 2017 ender med at have et “balanceret” budget. Fakta er, at hvor man den 21. juni mente at have en positiv saldo på omkring fem mio. kr. viste det sig ni dage senere, at saldoen desværre så noget anderledes ud; - den var nemlig pludselig monteret med et minus på 58 mio. kr. Sådan betragtet i en unuanceret helikopteroptik skyldes det, at Hvidovre Kommune i sammenligning med lands- og hovedstadskommunerne klarer sig relativt bedre end forventet og derfor af Social- og Indenrigsministeriet den 30. juni blev oplyst om, at der er et mindre beløb i udligning og tilskud til udbetaling næste år, end man havde regnet med. Der skal derfor nu findes omkring 60 mio. kr for at bringe budgettet i balance - oversat til almindeligt dansk betyder det, at der skal findes besparelser for dette millionbeløb. Beløbet der skal “findes” er en forsvindende lille del af kommunens milliardbudget. Men det bliver alligevel interessant at se forskellene på de politiske udmeldinger til spareøvelsen, der meget snart kommer frem. I USA har de - det ved de fleste - valg hvert fjerde år. Det har som konsekvens, at man i USA reelt kun kan gennemføre større politiske sager de første to år af en valgperiode. I Danmark og Hvidovre er der også - kommunalt - valg hvert fjerde år. Dette års budget bliver det sidste inden valgkampen her i Hvidovre er i fuld gang. Til november næste år skal der sammensættes en ny kommunalbestyrelse. Erfaringen fra den lokale politiske scene siger, at brede politiske budgetforlig er en sjældenhed. Og med kun et år til valget er det sandsynligt, at vi igen i år vil se en ganske smal budgetaftale.