Cheftræner ser muligheder ved Champions League
Lars Frederiksen er glad for Team Esbjergs Champions League-lodtrækning
For første gang i klubbens historie, skal Team Esbjerg i den nye sæson spille Champions League, som er den fornemmeste turnering i europæisk klubhåndbold.
Dermed stilles klubben både organisatorisk og sportsligt over for store udfordringer, når turneringen indledes i oktober.
De danske mestre er kommet i gruppe med norske Larvik HK med den danske landsholdsmålvogter Sandra Toft, de seneste otte sæsoners svenske mestre fra IK Sävehof og vinderen af en kvalifikationsgruppe, hvor slovenske Krim er seedet.
"Det er af to årsager en rigtig fin lodtrækning for os. Vi er kommet i en gruppe, hvor alle kan slå alle, og hvor holdenes kvalitet matcher os godt. Vi kommer på ture til Sverige og Norge og slipper for lange rejser til eksempelvis Rusland midt i et stramt program med kampe i flere turneringer," siger cheftræner Lars Frederiksen.
Går videre fra gruppen
Tre af de fire hold i gruppen går videre til hovedrunden, hvor de tre bedste hold fra Gruppe C venter. Her slipper lodtrækningsheldet brutalt op.
Gruppen toppes af CL-vinderne CSM Bucuresti og finalemodstanderen, ungarske Györ, samt russiske Rostov-Don med danske Jan Leslie som cheftræner.
"Vi vil satse hårdt på at gå videre fra det første gruppespil i Champions League, og derefter gælder det dynamitpuljen med nogle af Europas bedste klubhold i det nye år. CL-deltagelsen indebærer, at vi får to en halv måned med to kampe om ugen. Vi satser som altid på at vinde alle kampe, men ikke for enhver pris, og det vil i en periode gå lidt ud over den hjemlige turnering," siger Lars Frederiksen.