Pas godt på cyklende skolebørn
Børnene er tilbage fra sommerferie, og derfor bliver bilister nu mindet om at passe ekstra godt på skolebørnene på vejene
Hvert år viser politiets kontroller, at mange bilister kører for stærkt på skolevejene. Derfor vil Odense Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme omkring skolerne.
"I Odense har vi en målsætning om, at flere børn skal gå eller cykle til skolen, for det giver en bedre skoledag og øger sundheden. Derfor er det vigtigt, at vi har sikre skoleveje, hvilket By- og Kulturforvaltningen har stort fokus på. Men vi skal også tage hensyn til hinanden i trafikken. Cyklisterne skal give tegn, fodgængerne skal være opmærksomme, og bilisterne skal sænke farten omkring skolerne," så vi alle kommer sikkert frem, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
Sideløbende med den landsdækkende kampagne ”Børn på vej” vil politiet fra den 8. til den 26. august sætte ind med ekstra kontrol ved mange af skolerne i Odense.
Mere fokus på udsat gruppe
Som noget nyt sætter årets kampagne ”Børn på vej” også fokus på de ældre elever, da det er de 13-16-årige, der kommer mest til skade i trafikken.
"Når børnene bliver ældre, færdes de i højere grad alene i trafikken. Men teenagere har så meget andet i hovedet end trafiksikkerhed, så når det går galt, er det ofte, fordi de er uopmærksomme. De tager måske nogle chancer eller glemmer at fokusere på omgivelserne, når de for eksempel kører sammen med deres venner. Derfor er det så vigtigt, at vi forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn, for de har virkelig brug for det," siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har lavet en ny hjemmeside, hvor forældre til både små og store børn kan få gode råd til, hvordan de klæder deres børn på, så de ikke ender i en trafikulykke:www.sikkertrafik.dk/forældre.