Flere studerende vil bo i Kolding
Trods mange nye ungdomsboliger er der flere studerende på venteliste til en ungdomsbolig end nogen sinde før.
Den 1. september byder Kolding igen nye studerende på de videregående uddannelser velkommen til byen. Meget tyder på, at de studerende ikke blot vil studere i Kolding, de vil også bosætte sig, for ventelisten til ungdomsboliger er allerede steget med 100 personer i forhold til sidste år - det til trods for, at der indenfor det sidste år er etableret hele 300 nye ungdomsboliger i Kolding.
Selv om ventelisten til en ungdomsbolig i år er længere end tidligere, så skal man som kommende studerende ikke fortvivle. Der sker ofte ændringer på listen i takt med, at de, der ikke kom ind på drømmestudiet i Kolding, melder sig af ventelisten igen, det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Har man mere tålmodighed, er der desuden nye studieboliger på vej i Kolding. Der er i øjeblikket planer om opførsel af 185 nye ungdomsboliger i 2017/2018 i Campusområdet.
På www.studentkolding.dk kan man se udbuddet af studieboliger, skrive sig op til en bolig og se ventelister. Det er desuden muligt at søge private ungdomsboliger via www.ungdomsboligkolding.dk.