13 børn fra lokalområdet overvåges
13 børn fra lokalområdet bliver for tiden fulgt nøje af læger. Børnene er nogle blandt flere, der har fået d-vitaminer fra den vejlensiske virksomhed Inno Pharma.
Louise Winding, overlæge på børneafdelingen på Sygehus Lillebælt, fortæller til JydskeVestkysten, at de 13 børn alle har haft forhøjede tal af d-vitamin og kalk på baggrund af dråberne fra Inno Pharma.
"Børnene kan få nogle umiddelbare symptomer med opkast og utilpashed. Men det, der er problemet, er, at de optager meget kalk fra deres næring. Så bliver kalk i blodet forhøjet, og det kan udfælde sig i nyrerne i forkalkninger i nyrerne, som kan gå ud over deres nyrefunktioner på længere sigt."
I sidste uge blev Inno Pharma nødsaget til at tilbagekaldet D3-dråber, 10 ml, da indholdet af vitamin D3 ikke svarede til det deklarerende indhold.
På Facebook skrev Inno Pharma dengang
"Vi er super kede af dette og prøver at rette op så hurtigt som muligt, henunder at etablere kontrol punkter der skal hindre en gentagelse i fremtiden. Endnu engang vil vi beklage situationen, det er vi flove over og kede af."