Som at besøge nogen man godt kan lide
Byens nye tøj- og livsstilsforretning A’poke byder på alt fra unikke værtindegaver til dametøj, lingeri, tasker, parfume, sko, tæpper, kaktusser og puder.
"Ej hvor hyggeligt”. Nogenlunde sådan lyder det spontant flere gange dagligt, når kunderne træder ind i Vejles nye tøj- og livsstilsforretning, A'poke. Og reaktionerne glæder de to indehavere, Lone Haugaard og Tina Fuglsang, der selv har stor andel i indretningen af den kun tre måneder gamle forretning i Søndergade 11, der tidligere har huset Vejle Løve Apotek.
”Hele tanken bag indretningen er, at kunderne føler sig velkomne, at de oplever det, som var de på besøg hos gode venner. Derfor er det også skønt at opleve, at kunderne reagerer som de gør”, siger Lone Haugaard.
Praktisk talt alt inventaret er tegnet af de to indehavere, der begge har en fortid indenfor modetøj og detailhandel, men det er deres respektive ægtefæller, der har stået for den grove del af arbejdet med inventaret, som alt sammen er hjemmelavet.
”Jeg interesserer mig en del for boligindretning, og vi har gennem hele indretningsforløbet holdt os for øje, at forretningen skal være et sted, vi selv kan lide at være. Så begrebet 'hygge' er afgjort et omdrejningspunkt for vores måde at tænke forretning på”.
”Ligeledes har vi taget udgangspunkt i vores egen hverdag og forsøgt at skabe en forretning, hvor man nemt og hurtigt kan finde en spændende værtindegave eller noget lækkert tøj til sig. Eller manden kan finde en god gave til kvinden i sit liv. Og noget, man ikke lige finder i byens øvrige butikker, fortsætter Lone Haugaard.
Efter en større ombygning fremstår lokalerne i et spændende miks af rå og malede murstensvægge samt rustikke betongulve med ilagte, massive trægulve i forskellige strukturer. Alt sammen 'råt og brugt' på den lækre måde, men alligevel nyt – og lige til at nyindrette på en weekend, hvis de to indehavere ønsker forretningsudtrykket ændret.
”Hvad angår udvalget har vi lagt vægt på, at det skal være nemt at finde lækre ting uden nødvendigvis at skulle helt op i den dyre ende af prisskalaen. De fleste af vores varer ligger fra mellemprislejet til den dyrere ende, hvilket eksempelvis betyder, at du kan vælge et par virkelig lækre – og lidt dyrere – skindbukser og en billigere top, og så alligevel komme ud med et lækkert sæt uden at have brugt helt vildt mange penge.”
Hyre mere personale
Foruden tøj og lingeri finder man også et bredt udvalg af parfumer og molekyledufte til både mænd og kvinder, smykker, tasker, sko, kaktusser, te, chokolade, limonade, grillkrydderier og unikating som eksempelvis lerkrukker. Eller hvad med en lysestage af bøffelhorn?
Og noget tyder på at vejlenserne har manglet en forretning som A'poke. Efter bare tre måneder på en af byens mest trafikerede gågader har Lone Haugaard og Tina Fuglsang over flere omgange måttet hyre mere personale.
”Ja, ud over at det har været en superspændende opstart med rigtig god kundeopbakning, føler vi os meget privilegerede, ja faktisk ydmyge. Der har været mere travlt, end vi fra starten havde turdet tro på. Så travlt at der fredag/lørdage desværre har været kø til vores prøverum”, supplerer Tina Fuglsang.
”Derfor har vi netop søgt vores faste medarbejder nummer to og trækker tillige på et par medarbejdere på timebasis samt et par friske piger efter skoletid til hjælpe med oprydning og lignende, så det er da gået ufatteligt stærk”.
”Vejle er en utrolig spændende handelsby, og vi tror, at vi supplerer en i forvejen spændende bymidte med endnu en forretning, mange vil finde værd at køre efter. I hvert fald er vi allerede nu faldet godt til her i Søndergade, og glæder os til mange år fremover”, lyder det afslutningsvis fra Tina Fuglsang.
Og nåe ja: Navnet. A'poke. Hvad gemmer der sig bag det? Noget eksotisk? Et anagram, måske?
”Ja, det bliver vi tit spurgt om. Men det var faktisk bare lidt af en tilfældighed – og fordi vi på et tidspunkt skulle tage en beslutning”, smiler Lone Haugaard.
”Men det er ikke så kompliceret. Vi ville gerne vælge et navn, som relaterede sig til historien om apotekets mange år her på adressen, og A'poke var det, der 'ligesom blev tilbage', da vi havde leget lidt med ord og bogstaver. Og for de fleste af vores kunder giver det god mening – og er noget de kan huske os på. Så jeg tror, det var et godt valg.