Tidsplanen er skredet med tre uger
Stadionrenoveringen forventes nu først afsluttet den 16. september
Entreprenørmaskinerne har sommeren igennem kørt på højtryk på Hvidovre Stadion, som er i gang med at blive opgraderet. Renoveringen af Hvidovre Stadion blev i 2015 besluttet af kommunalbestyrelsen og den skal sikre bedre forhold for både fodbolden og atletikken, som er to af de helt store sportsgrene i Hvidovre. I øjeblikket er der ved at blive lagt varmeslanger i jorden. Slangerne skal sørge for varme under fodboldbanen i de kolde måneder. Og netop varme i banen er et krav fra Dansk Boldspil Union for, at der eksempelvis kan spilles 1. divisions- og superligafodbold på Kæmpernes Arena. Så nu er der ingen grund til andet end at spillerne på Hvidovres fodboldhold lukker af i forsvaret og laver en masse mål.
Hvidovre spiller i Avedøre
Desuden kan atletikfolket se frem til et renoveret underlag på løbebanerne, som vil blive udvidet fra seks til otte. De nye ekstra baner vil gøre Hvidovre Stadion til en oplagt vært for store nationale og internationale atletikstævner i fremtiden. Tidsplanen for renoveringsarbejdet er i løbet af sommeren blevet ændret en smule. Men i løbet af september vil stadion være klar til at blive indtaget af udøverne fra Hvidovre. - Vandrenden skal skiftes og det var ikke med i den oprindelige plan. Men det har vist sig nødvendigt, da man først kom i gang med renoveringen. Derfor bliver det hele forsinket en smule. - Vi forventer, at der bliver afleveringsforretning 16. september. Egentlig var den dato sat til 26. august, men det bliver så lige skudt nogle uger, siger Erik Lund, der er souschef på Hvidovre Stadion. Hvidovre IF må indtil stadion er klar derfor spille sine planlagte hjemmekampe på Avedøre Stadion. Det store arrangement ”Stafet for Livet”, der løber af stablen i weekenden 3.-4. september, må også rykke. Stafetten kommer til at foregå på bane 5 bag ved Dansborghallen. oas@hvidovreavis.dk