PostNord Danmark Rundt kom til Vejle
Michael Valgren vandt Kongeetapen, da 3. etape af PostNord Danmark Rundt fredag blev kørt i Vejle.
Solen skinnede det meste af dagen, som rytterne brugte på at tilbagelægge den 180 km lange etape med 1.800 højdemeter fordelt mellem Aabenraa og Vejle. Flere af højdemeterne mødte rytterne på den velkendte og frygtede 21. procent stigning på Kiddesvej.
Feltet blev sendt af sted omkring kl. 12.55, og ved 16-tiden kom først en lille udbrydergruppe til Egtved og kort efter resten af feltet.
Her blev de mødt af ikke én, men flere Egtvedpiger samt en masse mennesker i vejkanten langs ruten.
Med 32 km til mål har feltet indkørt dagens udbrud, men ind mod rundstrækningen i Vejle dannes en ny frontgruppe med fem mand, bl.a. Mads Pedersen, Stölting Service Group. De fem rammer Kiddesvej med 7 sekunder ned til feltet, hvor både deres gruppe og det jagende felt splittes.
Mads Pedersen kommer først op og krydser målstregen med 7 sekunder ned til de næste ryttere. Den afstand holder han på hele første rundstrækning. Han bliver først hentet på Kiddesvej, hvor den danske mester Alexander Kamp stikker og krydser målstregen solo.
I feltet arbejder Tinkoff, Wanty-Groupe Gobert og Astana, så feltet splittes igen. Daniele Benatti kan ikke følge med og taber PostNords blå førertrøje. På den sidste klatring op ad Kiddesvej træder Michael Valgren, Tinkoff, frem og vinder etapen foran Alexander Kamp og Marco Marcato.
Dermed er stillingen før 4. etape:
PostNord Danmarks blå førertrøje: Michael Valgren, Team Tinkoff
Riwals Pointtrøje: Daniele Benatti, Team Tinkoff
Changing Diabetes Bakketrøjen: Nicolai Brøchner fra Riwal Platform Cycling
Skodas Ungdomstrøje: Gillio Ciccone, Bardiani-CSF
Julemærkefondens Fighterkonkurrence vindes af Torkil Veyhe fra Team PostNord Danmark
Danas Holdkonkurrence: Wanty-Groupe Gobert