Fortsæt til indhold

Rekordmange elever på Esbjerg Gymnasium

Når det nye skoleår starter, så er det største antal elever nogensinde i Esbjerg Gymnasiums historie

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Gymnasium bliver fyldt helt op, når det nye skoleår starter onsdag den 10. august. 13 nye klasser er blevet optaget, og sammen med de 22 ældre klasser får skolen det største antal elever nogensinde. Udover de mange klasser starter også den første gruppe af elever på år et af IB–uddannelsen, som er den internationale uddannelse.
”Vi glæder os til at tage imod de mange elever efter sommerferien,” fortæller rektor Erling Petersson i en pressemeddelelse.
For de nye elever bliver skolegangen noget helt særligt. De bliver nemlig første årgang, der skal gennemføre uddannelsen efter Esbjerg Gymnasiums nye model for trivsel og læring på skolen.
I programmet bliver der lagt vægt på aktiviteter, der kan fremme et godt klassemiljø og gode studie- og læringsvaner hos eleverne.
De nye elever modtages klokken 9.00, imens de ældre elever starter klokken 10.00.
Første skoledag afsluttes med et fællesarrangement for alle eleverne med stand up-komikeren Ruben Søltoft, der blandt andet er kendt for den prisvindende serie 'Sjit Happens' på TV2 Zulu.