Arbejder på et optimalt setup
HIF hæver kvaliteten på flere niveauer med forventning om afkast på den længere bane
- Vi har nu haft en sæson med den nye turneringsform og mener, vi kan drage en del konklusioner på, hvad det kræver, hvis man skal være med helt fremme, udtaler bestyrelsesformand i Hvidovre Fodbold A/S; Martin Krogh-Jensen, og fortsætter: - Vi har skullet forbedre os flere steder, kan vi se. Omkring salget, skal vi simpelthen have mere ud af arbejdet, altså sælge bedre, og mere. Derudover har vi tydeligt manglet, at have overskud til at udvikle den enkelte spiller med individuel træning/rådgivning... - Pr. 1. juni fik vi mulighed for at ansætte Christian Iversen i en dobbelt rolle, som både cheftræner/sportslig ansvarlig og salgschef, hvilket har givet os flere strenge, at spille på, og som gerne skulle gøre, at vi får et noget nær optimalt setup, slutter Martin Krogh-Jensen Udover cheftrænerjobbet er Christian Iversen altså blevet fuldtidsansat, så han også skal tage sig af salgsafdelingen. En kombination, der kræver, at man hele tiden har tungen lige i munden og bevidst om, hvornår man har den ene og den anden kasket på. - Den problemstilling er jeg fuld klar over, fortæller Christian Iversen. - Men der er også flere fordele, da jeg nu får bedre tid til at forberede den træning, vi skal have. Det skal gerne ende med, at vi får løftet kvaliteten i den daglige træning og generelt geare organisationen til at kunne træde et skridt op af stigen. Selvfølgelig skal der også indgås aftaler med sponsorer både de nuværende og nye, og det arbejde kræver også tid og forberedelse... - Jeg glæder mig meget til, at vores nye team skal til at indfri nogle af de mål, vi har sat os. Vi skal udvikle de meget dygtige spillere vi får op fra egne rækker til at blive endnu dygtigere og måske i et hurtigere tempo. Det betyder blandt andet, at der skal flere træninger til, hvor der samtidig kæles for detaljerne og det mentale. Men vi må ikke glemme, at unge spillere er forskellige, så det betyder også, at tålmodighed og tid til den enkelte skal være en del af forløbet... - For at opnå det vi gerne vil, skal der være et godt og bredt funderet team bag. Vi har allerede tilknyttet Dennis Eliasen, og han er om nogen, en stor del af det HIF DNA, som klubben har udviklet gennem årene. Han er brobyggeren mellem de unge og de mere etablerede divisionsspillere. I år har vi hele syv spillere fra årgang 1997 med i A-truppen, og Dennis Eliasen har arbejdet tæt med dem alle gennem deres forløb i HIF’s ungdomsafdeling... - Vi har fået ansat Christian Holst som angrebstræner. Han er tidligere færøsk landsholdsspiller med en stor karriere i Silkeborg bag sig. Torsdag morgen forestår han træningen med de offensive spillere, hvor der arbejdes med detaljerne og måden, man agerer som angriber. Christian Holst har enorm erfaring, og den skal videre til vore angribere... - Claus “Buller” Clausen, der er en tidligere profil i HIF med omkring 100 kampe på 1. holdet og trænerjobs i Rosenhøj, Herlev og Solrød, får nye og andre opgaver i HIF. Han har senest været assistent for Jan Christensen i Avedøre, og nu skal han være bindeleddet mellem 1. og 2. holdet og arbejde tæt sammen med cheftræner på 2. holdet, Thomas Brundby, omkring at ensarte træningsprincipper de to hold imellem og i det hele taget løfte kvaliteten i vores træning på 2. senior, som også er en del af mit ansvarsområde. Desuden skal “Buller” arbejde med enkelte udvalgte spillere taktisk, teknisk og mentalt. For os handler det om, at vores dygtige unge spillere får mest ud af det talent, de har. Yderligere skal “Buller” holde et vågent øje med de unge spillere, som har valgt at skifte videre til andre klubber, da vi synes, det er vigtigt at følge udviklingen hos dem også. I princippet er det ikke så afgørende, hvor de spiller lige nu. Det er vigtigere for os, at de spillere udvikler sig bedst muligt og er klar over, at vi i HIF er parate til at byde dem velkommen tilbage, såfremt det giver mening for begge parter. Endelig har vi selvfølgelig også stadig vores dygtige målmandstræner Svend Knudsen... - Ovenstående skal betyde, at niveauet på alle planer forhøjes og at vores sportslige tilbud i den samlede seniorgruppe. Sidste del af vores team omkring 1. og 2. holdet er vores “fysiske heksedoktor”; Michael Nørgaard, der er en kapacitet og som har spillernes tillid. Det er meget vigtigt, at man får den rigtige kvalificerede behandling så hurtigt som muligt, så man ikke forlænger et skadesforløb, men kan melde sig klar, når man reelt er det. Alt i alt skal vi fremover udvikle os på et bredere og stærkere fundament. På sigt skal det så også gerne betyde, at vi sportsligt kan tage de skridt op til det næste niveau, som vi gerne vil tage...ebo