Fortsæt til indhold

EG og VUC Vest samarbejder om ny hf-uddannelse

Esbjerg Gymnasium forventer stor interesse for ny hf-uddannelse

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

Et samarbejde mellem Esbjerg Gymnasium og VUC Vest skal etablere en ny målrettet og virkelighedsnær hf-uddannelse. Det offentliggør de to uddannelsesinstitutioner i en pressemeddelelse.
”Den nye hf vil med den mere direkte og målrettede vej til videre uddannelser og jobmuligheder kunne appellere til en meget større og bredere gruppe af unge og voksne,” fortæller rektor på Esbjerg Gymnasium, Erling Petersson, i pressemeddelelsen.
Umiddelbart før sommerferien landede et stort flertal af partier en ny gymnasiereform, hvor en af de største nyskabelser er den fremtidige hf-uddannelse.
Det bliver nu muligt at søge optagelse direkte efter 9. klasse, ligesom den nye hf består af fagpakker og særligt tilrettelagte praktikforløb, der kan være målrettet det videre uddannelsesforløb på erhvervsakademiernes studier.
Derudover vil hf-uddannelsen også med for eksempel en halv års overbygning kunne give adgang til universitetsstudier som for eksempel ingeniørstudierne.

Forventer stor interesse

Esbjerg Gymnasium og VUC Vest forventer, at den nye hf-uddannelse vil skabe en øget interesse og dermed give flere ansøgere. Derfor har man også valgt at hæve kapaciteten for at imødekomme de mange nye, der vil søge ind.
Samtidig planlægger VUC og EG et indholdsmæssigt samarbejde omkring fagpakkerne og den halve års overbygning rettet mod universitetsuddannelserne for at sikre en bred vifte af særligt tilrettelagte forløb til de videre uddannelser og jobmuligheder.
De to uddannelsesinstitutioner vil kunne tilbyde både et mere alment og generelt hf-forløb samt specialiserede forløb mod konkrete videregående uddannelser.

”Vi kan med dette samarbejde give målrettede unge og voksne de faglige og personlige forudsætninger for både at kunne gå ingeniørvejen eller forfølge drømme om at blive f.eks. serviceøkonom, multimediedesigner, laborant, lærer, pædagog og sygeplejerske,” fortæller rektor på VUC Vest, Frants Regel, i pressemeddelelsen.

For at sikre at hf-uddannelsen får en virkelighedsnær profil, vil Esbjerg Gymnasium og VUC Vest planlægge praktik- og projektforløb i samarbejde med Erhvervsakademi Sydvest og UC Syddanmark.

Gymnasiereformen træder i kraft fra august 2017, og VUC og EG vil i de kommende måneder afholde informationsarrangementer om institutionernes uddannelser.