Fortsat flasker i omløb
Der er risiko for, at der fortsat er farlige D-vitamin-dråber i omløb.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen om de Vejle-producerede vitamin-dråber, som har været årsag til, at over 150 spædbørn er blevet undersøgt.
Siden marts er der via Helsam, Matas og internettet solgt ca. 300 flasker med de farlige D-vitamindråber fra firmaet Inno Pharma.
Myndighederne formoder, at der stadig kan være forældre, der ikke har hørt om de farlige D-vitamindråber.
Dråberne, der har et alt for højt indhold af D vitamin, kan gøre børnene alvorligt syge.
Det er kun økologiske D-vitamin dråber i rapsolie fra Inno Pharma, der er farlige.
Forældre, som giver disse dråber til deres barn, skal straks stoppe med det.
Børn, der har fået dråberne, skal have taget blodprøver via egen læge og henvises til børneafdeling. Der opfordres til, hvis det er muligt, at viderebringe denne meddelelse til andre personer som kan anvende det pågældende produkt. Forældre kan roligt fortsætte med, at give børnene de andre mærker af D vitamin dråber.