Indsættelse af ny sognepræst i Avedøre kirke
Bagefter er menighedsrådet vært ved en reception, hvor alle er meget velkomne til at hilse på den nye præst. Birgitte Jeppesen der er 36 år, kommer fra en stilling som præst ved Mariatjenesten på Vesterbro i København, hvor hun var i fem år. Mariatjenesten er et værested under Kirkens Korshær, hvor folk fra gaden kan komme indenfor og få et øjebliks fred og en snak med en præst. - Det var fem gode år, hvor jeg lærte mange mennesker med meget forskellig baggrund at kende. Vi kan gå og have mange forestillinger om folk, men når man møder folk i øjenhøjde, bliver ens fordomme altid gjort til skamme. Lad folk selv fortælle deres historie, siger Birgitte Jeppesen og tilføjer: - Man ved aldrig om man gør en forskel, men det giver en masse energi at blive lukket ind i folks liv. Birgitte Jeppesen glæder sig meget til at skulle arbejde Avedøre sogn og blive en del af menigheden. - Jeg er hel vild med, hvad der er af liv i Avedøre Kirke. Der er folk og aktiviteter hver dag. Man kan mærke at kirken er de mennesker, der er her, livet kommer indefra mere end fra bygningen. Jeg glæder mig til at mærke den stærke “menighedsfølelse” eller fællesskabsfølelse, som jeg kan fornemme er her. Når det er sagt, er de fysiske forhold jo også fine her i Avedøre, og jeg er helt vild med at der er madrasser i kælderen, bordfodbold og pejsestue. Rammerne er her til at være sammen om det, vi tror på. Vi kan være sammen om at leve det liv, der er blevet os givet - og vi kan gøre det dyrebart for hinanden. Når Birgitte Jeppesen ikke er i Avedøre Kirke, har hun nok at se til med en lille pige på godt et år. Sammen med kæresten Elias er de netop flyttet til Avedøre i et hus nær vandet.